SE se se!

JULI


AUGUST

OKTOBER!

...hvad jeg har fået af min have!

Det er sådan en Netto-plante til en tyver, som jeg købte for nogle år siden. Der blev 2 fine klaser, og to mini-klaser med 3-5 druer.

Druer er én af de frugter jeg næsten aldrig køber, for jeg kan smage det, de er sprøjtet med, og især (øv) lugte det på hænderne mange timer efter. De konventionelle har en grim, kemisk lugt (det har køberoser i øvrigt også) og de økologiske lugter af svovl. Så begejstringen er ekstra stor når jeg en sjælden gang får fat i nogle havedruer.

"Mine" druer er ikke sure, men de er heller ikke sukkersøde. Fordelingen mellem sødme og syre minder mere om det man finder i et plukkemodent æble. Ret godt klaret, synes jeg, når man tænker på hvor lidt sol de egentlig har fået. Tak, Vinplante, fordi du gad at lave druer til mig!

Mirabellesyltetøj

Mirabellesyltetøj er virkelig godt. Og for tiden er der mirabeller over det hele. Selv om de gule mirabeller ikke er så spændende som blommer når de er friske, så er der altså masser af syrligsød spunk i det færdige produkt. Og det er nemt.

De skyllede frugter kom i en stor gryde over lav varme med det vand der hang ved. Opskriften foreslog at man tilsætter ca. halvdelen af frugtens vægt i sukker, men mine mirabeller var sure, så jeg endte nok nærmere med 70-75% af vægten i sukker. Man må smage på det. Jeg havde også 1/2 vaniliestang i gryden.

Frugterne begyndte at safte og revne, så stenene kom frem. Dem fiskede jeg op, mens det kogte stille og roligt.

Det tog lidt tid. Men man kan jo høre P1 imens. Da alle stenene var indfanget passede det med at syltetøjet var kogt færdigt, og helt klart og fint.

Fordampningen fra gryden, og mængden af sukker gjorde at det ikke var nødvendigt med hjælp til at gelere. Jeg bruger ikke atamon, for det meste bliver spist inden længe, men naturligvis rene, rene glas.

Se lige hvor fint det er!

Jeg har -selvfølgelig- fået fremgangsmåden fra Camilla Plum. Hvis man vil læse mere er det "Sødt" side 60.

Mirabeller!

Der er masser af mirabeller derude, for tiden.

Jeg plukkede nogen i sidste uge. Egentlig var jeg på rønnebær- og æbleskud, men så fandt jeg et godt mirabellested.

Da jeg kom hjem og hældte gaverne ud af cykelkurven, arrangerede de sig sådan som det ses på billedet, helt af sig selv.

Meget smukt og høst-agtigt, synes jeg. Måske også lidt for høst-agtigt, når jeg nu mener at jeg stadig har et par badeture til gode.

Humleskud

De første ting jeg plantede i minihaven var lidt forskelligt fra grunden omkring min mormors gamle hus på Fyn. Blandt andet humle. Min mormor var ikke meget for dén plan, og havde følgende advarsel: "...og hvis du la'r vinduet stå åbent om natten, så kommer den ind!"

Men jeg har nu styr på min. Ikke mindst fordi jeg udnytter den på det groveste. Jeg lader den skyde frem om foråret og være grøn og frodig, og når sommeren så kommer med mere interessante klatreplanter, så slagter jeg den. På det tidspunkt plejer den også at være foruroligende tæt på vinduerne, så det passer ganske godt.

At den har overlevet denne behandling i 4 år er så til gengæld også beviset på dens livskraft, og på at min mormors Stephen King-agtige scenarie ikke er helt ude i skoven.

I år skal den desværre dele pladsen med nogle valske bønner, så jeg besluttede at holde den lidt nede fra begyndelsen. Kærestedrengen og jeg delte de blancherede humleskud som en laber lille forret. Det havde jeg læst at man kan, (og hvis Nanna Simonsen synes det er godt, så synes jeg det også, det er empirisk bevist gennem mange, mange år...).

De skulle smage lidt som asparges. Det gjorde de nu ikke. Det er kun asparges der smager som asparges. Men de smagte dejligt.

Smeltet smør og en varm tallerken havde nok været smartere.
Og undskyld billedkvaliteten. Det var før aftensmaden. Jeg var utålmodig.

Og hvis det står i avisen, så er det rigtigt!

Politiken i dag: "Spis roligt løs fra din forurenede have".

Løvstikke og purløg

Jeg har førhen spist løvstikke, og lidt salvie fra haven. Ellers ikke andet. Men nu er jeg officielt ikke længere en pivskid der er bange for jorden i byhaven. Se selv:

Løvstikke og purløg fra eget bed.

Exhibit A.

"Lettere forurenet"

Okay. Så jorden er giftig. Lidt.

Jeg har undersøgt det med jordforurening i byer lidt nærmere i dag, og faktisk klassificeres al jord i byområder automatisk som "lettere forurenet". (Kilde: Miljøkontrollen i København) Forureningen er f.eks. bly og tjærestoffer fra mange års byliv.

Jeg har dog også fået bekræftet at min have ikke ligger ovenpå en tidligere industrigrund eller lignende. Lige præcis mit område er ikke undersøgt nærmere, men jeg kan se, at der er taget prøver på nogle grunde i nærheden og de er -ikke overraskende- erklæret "lettere forurenede". Så det er nok ikke realistisk at forestille sig at det kun er støv fra enhjørningevinger der er landet i mine bede.

Københavns Miljøkontrol fraråder ikke at man dyrker grøntsager, men foreslår nogle forholdsregler. Fra hjemmesiden:

Forsøg med dyrkning af afgrøder i lettere forurenet jord og kraftigt forurenet jord har vist at frugten og afgrøderne ikke, eller kun i meget ringe grad, optager miljøfremmede stoffer. I forbindelse med dyrkning af afgrøderne kan man imidlertid blive udsat for forurening. Derfor anbefales det, at børn ikke færdes i køkkenhaven, hvor der er bar jord, og at voksne benytter havehandsker. Afgrøder, hvor jorden er svær at skylle af f.eks. jordbær anbefaler vi, at du dyrker i ren jord.

Jeg har selvfølgelig tænkt mig at tilpasse mig til de forholdsregler der bliver foreslået, og så har jeg i øvrigt tænkt mig at tage den med ro! Det er jo ikke noget højintensivt landbrug jeg starter, og vil derfor næppe være selvlysende til september.

Men tjek lige mit sikkerhedsudstyr.

Og hér et foto fra i går der beviser at jeg rent faktisk planter og laver havearbejde med gule gummihandsker allerede. Ja jeg gør så.

Spiseligt i byhaven?

Jeg vil også ha’ køkkenhave! Og være klimavenlig og regional og hjemmedyrkende og smaddermeget med på noderne!*

Eller okay, jeg vil egentlig bare ha' fornøjelsen ved at spise grønne ting, jeg selv har dyrket, og som er høstet 10 minutter tidligere.

Ved hjælp af det store udvalg hos Primafrø og artikler på uforlignelige havenyt.dk har jeg fundet nogle ting der måske kan fungere indenfor min haves beskedne plads- og klimamæssige rammer.

Mere om grunden til mine valg af afgrøder (”afgrøder”, ha ha! – Så hørte man lige en loppe gø :-D) senere på ugen.

* Tak, Nina for link!

Paradisæbler

Jeg er ikke helt klar over om alle små æbler kan kaldes paradisæbler. Men disse æbler er i al fald små. Og det hele var ret paradisisk, sådan som det kun kan være i september.

Omgivelserne med spredte træer og buske i højt græs passer smukt til de tunge grene. Man ved at æblerne lander både blødt og tørt hvis de falder til jorden.

Den røde kind og den gyldne bagside.

Fine, fine lyserøde stilke.

Og så små, så små. Fuldstændig perfekte miniatureæbler, lige til at spise.

Løvstikke

Lige. direkte. ind. i .min. salat!

Mirabelle

Gad vide om der kommer nogen mirabeller på træerne i år, nu hvor frosten bider nat efter nat og dagene godt kan være kolde og våde? Vist hverken et fordelagtigt vejr for mirabelleblomster eller humlebier.

Min frugtavlskyndige familie har ikke meget til overs for gule mirabeller. Mirabeller er noget der gror i de hegn, der står imellem de rigtige afgrøder, og ikke noget man plukker, påskønner, udstener og gemmer i fryseren til senere brug, og da slet ikke noget man nyder på stedet på samme måde som Sveskeblommer, perfekt modne Opaler og de blommer, der gik under navnet "De Gule" og som var perfekte til syltetøj og blommegrød.

Men jeg kan godt lide mirabeller. Vist er Mirabellen ingen Reine Claude, men den kan noget som de andre ikke kan: den kan koges til den fineste, klare, gyldne marmelade. Og dén marmelade kan man bruge til at overtrække kager med. Det samme som konditoren gør med abrikosmarmelade; men klarere, syrligere og mere interessant.

Og faktisk har jeg brugt mit lager af små pakker frosne, udstenede gule mirabeller op. Helt op. Faktisk...

Hvad blev der af september?

Jeg havde forventet en strålende varm september. Men den kom ikke rigtig, og så glemte jeg haven for en stund, og gik i køkkenet med alt det spiselige fra årets mest sprøde og saftige måned, som:

Havtorn fra Tippen

Sandkage med frisk rosmarin,

...og sukker på toppen.

Som man kan spise med æblemos lavet af de hér. (Okay, det er en pære øverst til venstre.)

Eller tilberedning af min mosters høst af bønner.

Så de kommer til at se sådan ud.

Og grønt i saltlage til pickles

Og lidt af det hér...

Teroser

Veninden sagde: "Nårh ja. Der er noget jeg kan dele med dig!". Hun havde fået fat i sådan et lille katalog der pusher lækkert, dyrt, semi-nødvendigt køkkenudstyr. Veninden tilstod også, at hun var tiltrukket af Périgord-glassene og konstaterede "at det nok er dér hun er på vej hén".

Jeg tror hun har ret. Jeg tror lige præcis hun og jeg er ved at gå ind i en fase, hvor vi bliver de voksne (og dér mener jeg voksne-voksne) vi forestillede os at vi en dag ville blive, dengang vi var 14 år. Siden vi begge er vokset op med forskellige varianter af påskønnelse af frankofil madlavning og smukt dækkede borde er det ikke så svært at analysere sig frem til, at der også ligger en form for behagelig regression, eller i al fald tryghed i at forestille sig at fordele sine krummer på et skærebrædt at oliventræ.

Jeg føler mig heller ikke afskrækket af, at Veninden indledende introducerede målgruppen for forretningen som "50-årige damer, der har for mange penge". Det lyder ikke ligefrem som en slem-slem skæbne. "50-årig dame" kommer jo helt af sig selv, og hvis "for mange penge" ligefrem går hen og bliver et problem, så findes der heldigvis: Kongelige bageforme; de smukkeste udstikkere, jeg nogen sinde har set; fjerkræ-stege-holde-tingester; i flere udformninger; den mest utrolige tube chokoladecreme. Og ikke mindst: teroserne.

Hjulkrone

Var blandt mine første frøindkøb. Jeg dryssede frøene ud med løs hånd, sådan lidt over det hele. Op kom hjulkronerne, og nu sår de sig selv. Man passer bare lige på ikke at luge de nye planter væk. Jeg tror de fleste ved at blomsterne kan spises. De smager mildt og fint af agurk, og er herlige at drysse på grøn salat.

Bladene kan også spises, selv om de er temmelig lodne. De har samme fine agurkesmag.

Bladene indeholder også et stof, der er giftigt for leveren*, men det forhindrer heldigvis ikke tyskerne (der ikke er så bange for pflanzenheilkunde-agtige egenskaber som vi er herhjemme i Skandinavien) i at bruge dem i forskellige retter. Eller bare fint snittet i salat. Det kan man læse mere om på den tyske wiki.

*Derfor skal man ikke bruge hjulkrone i store mængder. Flere liter hjulkrone-te og dagen er næppe en god ide.

Citroner-reflexioner

Som Levende skriver ovre i kommentarfunktionen hos Nadjas reflexioner, så kender Aarstiderne virkelig deres pappenheimere. Således var jeg ikke den eneste der blev henført over at åbne min Aarstiderne-kasse og få øje på en citrongren.

Menøøøøhhhhhh - sådan er det jo at være en segmentkliché.