En ugle (?) mod ruden

Der er noget jeg lige skal vise frem.

Billederne nedenfor forestiller min mormors stuevindue, en eftermiddag i juni. I en bestemt belysning, i løbet af eftermiddagen, var det tydeligt at se aftrykket af en fugl, som havde ramt ruden.

Det sker ofte at der flyver en fugl mod ruden, men ingen af os har nogensinde set sådan et aftryk før. Den kompakte krop og mønsteret omkring "øjnene" fik os til at gætte på, at det må være en ugle, som er kommet galt afsted og er kollideret med ruden i fuld flugt.

Jeg ved ikke ret meget om ugler (ud over at jeg synes godt om dem!). Men jeg gætter på at den har noget fedtstof i fjerdragten, som støv og pollen hænger fast i. Ved det voldsomme møde med ruden er støvet så blevet banket af, og har sat sig på glasset?

Vi vaklede længe mellem beundring og bekymring. Stakkels ugle. Vi ledte også på jorden udenfor, men fandt ikke noget. Jeg synes aftrykket er vildt smukt, især vingespidserne. Man kan også se dens bryst, og sågar, tror jeg, lidt af de ene ben. Det er et sjældent, mærkeligt møde med et dyr som jeg beundrer, men sjældent træffer på. Men jeg håber virkelig, virkelig uglen har det godt!

Plantehviskerens havefornemmelse

Jeg er stor fan af min mosters havefornemmelse. Jeg ville have kaldt det have -stil, hvis det var enhver anden jeg talte om, men jeg tror hun ville synes det var mærkeligt at tale om at hun har en "havestil". Det har hun nu, men det er også nok at konstatere at jeg tror hun har verdens grønneste fingre, og i hvert fald en udsøgt fornemmelse for at pleje det smukke og frodige på en afslappet og naurlig måde.

Måske giver det mere mening at tale om en havefilosofi?. Billederne hér er i hert fald fra 15 maj, hvor hun kom susende hjem med den lille, blå bil fyldt til bristepunktet med såkasser, som var blevet hentet fra en vens drivhus.

Samtidig er hun en dygtig håndværker, der kan sine ting i et drivhus, og har den rappe rutine når det gælder om at plante, prikle og så. Derfor alt hvad der står i kasserne så frodigt, og derfor er bilen fuld til overflod.

De seneste år har hun talt meget om at skære ned på forventningerne til haven. En have er dejligt, men den må ikke blive en plage og en belastning. Og da slet ikke en kilde til dårlig samvittighed.

Hun løser det ved at undgå den traditionelle land-køkkenhave, som kan være en vidunderlig ting, men som også indebærer megen graven og hyppen og hakken. Og som altid står fuld af jordbær og ribs når man ikke har tid til at plukke dem. I stedet har hun som regel masser af krydderurter, lidt salat, bønner, squash, græskar og MASSER AF BLOMSTER.

Planterne med de store, runde blade er forskellige squash og græskar som, næsten traditionen tro, er blevet blandet under såningen så det nu vil være en overraskelse hvilke frugter der kommer på hvilken plante. Som sagt er det den naturlige boheme-kunstner-havestil vi kører her. Og når jeg nu kender hendes familie (fordi den også er min familie) og ved at hun er vokset op i et sted hvor kærligheden til jorden og det grønne var stor, men kravet om at præstere og lave snorlige rækker, der så ordentlige ud, alligevel altid var større, så vil jeg vædde mine sutsko på, at denne laissez-faire holdning til tingene også er et ret bevidst oprør.

Et utrolig vellykket ét af slagsen. Læg i øvrigt mærke til hvordan kasserne nederst i midten af billedet er et højt tårn.

Så er vi næsten ved at være der...

Men der var lige to potter mere. Sådan. Klar til sommeren.

Slagtedag

I går gravede jeg georginer op på Fyn. Det er en lidt større operation end når jeg graver mine egne 5 planter op, og der endte med at være 12-13 plastkurve fyldt med knolde.

Det føles en anelse makabert at lægge de stadig friske blomster ned til knolden (for at knoldene kan blive lagt væk i en form for orden, der husker farven). Ikke helt kosher på en eller anden måde. Lidt begravelsesagtigt, faktisk.

Stilkene var som små stammer, og jeg måtte hugge dem over med en kniv og køre to kæmpe læs væk på trillebøren.

Men ude på markerne bliver der altså koldt. Iskoldt. Så snart solen går ned. Frosten har allerede nippet i bladene. Og jeg kunne se på vejen ud til min mormors hus, at ordentlige haveejere allerede har gravet deres op!

Hjemme i det mere tilgivende byhave-klima er der heldigvis stadig levende, struttende georginer

Lidt endnu.

Ugræs og øjnene der ser det

Billederne hér er, som det kan ses på både lys og motiv, fra starten af maj måned. Den dag jeg tog billederne var jeg blevet uvenner med min mormor. Og jeg er slet, slet ikke gearet til at være uvenner med min mormor. Vi er blevet gode venner igen for længe siden, men der sad noget dårlig karma-snask på billederne, som var nogle måneder om at forsvinde.

Markstykket, som mælkebøtterne gror på, støder op til hendes have. Landmanden som dyrker jorden omkring haven har ladet det ligge brak fordi det er for lille til at det kan lade sig gøre (eller betale sig ?) at køre derind med de store maskiner.


Fordi han er flink, landmanden, har vi fået lov at bruge et hjørne at brakstykket til at opbevare en stor bunke indkøbt kompost , ligesom det uattraktive haveaffald som ikke bør komposteres bliver lagt langs hegnet derude. Lidt væk fra haven.

Alt sammen fint. Faktisk synes jeg at brakmarker er ret interessante. Det er interessant at følge hvordan de før eller siden bliver til skov. Og så er de jo fantastiske levesteder for alt muligt spændende kryb, som jeg muligvis er bange for, men sådan økologisk-principielt går ind for!

Men problemet er, at hvor jeg ser nogle smukke mælkebøtter på dette billede, og en interessant biotop, så ser min mormor kaos. Kaos. Kaos med stort K. KAOS. Kaos og uorden og frø af ugræs der kun har én plan: at flyve over hegnet! Og nu hvor et lille stykke af marken bliver brugt til opbevaring, så var min mormor begyndt mentalt at kolonisere hele markstykket.

Hun har ret i at der flyver masser af frø ind i haven. Jeg ved det, for jeg luger dem selv væk når jeg er på mit næsten-ugentlige havebesøg. Men konflikten denne formiddag i maj opstod altså over, at jeg nægtede at deltage i nogle af de planer hun havde lagt for, hvordan vi kom af med ukrudtet på marken. Jeg gik i strejke og argumenterede højlydt for, at jeg ikke havde tænkt mig at klippe mælkebøtter af naboens (naboens!) mark med en hækkesaks. Og så blev Mormor sur. For hun er vant til at få sin vilje.

Og det lyder fjollet, men det føltes meget strindbergsk. Min kærlighed til hende er uendelig, og det er min politik, at jeg prøver at følge hende, og gøre alle de ting hun gerne selv ville kunne gøre, når jeg er der. Hun er 95. Men vedligeholdelse af naboens brakmark. I think not!

Men så er det alligevel at jeg kommer i tanke om, hvor længe siden det egentlig er hun er født. Længe før der var noget der hed kemiske bekæmpelsesmidler, og hvor man brugte en hakke til at komme af med ukrudt, og en hest som "motor" på redskaber. Hvor det, at dyrke en have ikke var en hobby, men en nødvendighed for at overleve. Og det var et dagligt, et evigt slid. Som hun i øvrigt aldrig har beklaget sig over, fordi hun tilsyneladende er lavet af kryptonit. Og hvis man spørger om det ikke var hårdt svarer hun: "Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde".

Og jeg kan godt se, at hendes modstand mod mælkebøtter ikke er småborgerlig eller ordensfikseret. Den er bare en del af hvem hun er. At bede hende slappe af og bare nyde synet er lige så svært som at lære en vandskræk at flyde. Så jeg er på jagt efter en le, og så får vi de mælkebøtter klaret til næste forår.

Marie

Der står et stillads, dér hvor jeg plejer at gå ind og ud af min have. Det er for besværligt at forklare detaljerne, men jeg er effektivt afskåret fra at entrere haven. Kan kun, på afstand, se at der er mange vidunderlige ting derude. Lidt fattigt for én, der er vant til at stikke både snuden og kameralinsen helt ned i kronbladene på alting.

Heldigvis er det min mormors fødselsdag i dag. Hun har ønsket sig en valnøddetærte, og den er jeg netop blevet færdig med at bage. I morgen tidlig bringer jeg den over til hende på Fyn. Det er hende i baggrunden af billedet, i den grønne trøje. Hun er født i 1913.

De dér navne, altså!

Jeg var hjemme på Fyn for nogle dage siden. Der var:

Bellis og Ærenpris

Porcelænsblomst

Løjtnantshjerte, og (...det bliver bedre endnu)

Hulkravet Kodriver !

(og en Mariehøne på flugt gennem stenbeddet)

Georginevitaminer

Veninden, der er udenlandsdansker 700 km inde på Kontinentet, opsøger konsekvent hver eneste tilgængelig strand, mole og badebro på sine sommerferier i Danmark. Mens vi svømmer rundt (jeg tænderklaprende, hun strålende lykkelig) plejer hun at holde et lille foredrag om værdien af at få sommer-svømmet godt og grundigt mens man kan. Det drejer sig nemlig ikke kun –som man jo skulle tro- om at komme op og få varmen igen mens man spiser en hotdog og det slik man købte i kiosken lige før. Næh, værdien af sommersvømmeture består også i, at man kan tanke op til vinteren! Sådan virkelig få nogle sol- og sommervitaminer ind med badeturene.

Og ret har hun jo. Man skal suge sommeren til sig mens man kan.

Og efteråret.

Har suget og suget de sidste par dage. Blandt andet de her georginevitaminer, som familiemedlemmer med über-grønne fingre har dyrket. Men mere om landlivet i morgen. God Georginevitaminisering!