Marts

Marts er bare ikke en måned, der får nogen kærlighed af mig. November og januar har generelt et dårligt rygte, men jeg holder nu på, at marts er den sværeste måned at komme igennem.

Bevares - det trækker op at man kan cykle frem og tilbage fra stationen uden lygter på, og jeg er da bestemt heller ikke ufølsom overfor erantis og vintergækker. Men alt i alt, så er problemet med marts, at måneden installerer nogle forventninger, den slet, slet ikke kan honorere.

Meteorologisk er det forår, men dyrkningsmæssigt er det ikke. Og det er problemet for sådan en som mig, der elsker det grønne.

Medmindre man er typen med kunstlys, ambitioner, avancerede jordblandinger og såbakker i virkelig dybe vindueskarme, så er der bare ikke noget haveagtigt at foretage sig endnu, og det til trods for at man er ved at være ret trængende.

Men der ligger heldigvis et dejligt løg og spirer i vindueskarmen. Det kan udgøre min have. Og om en uge kan det blive snittet, og komme ovenpå en salat med majonæse, sådan som de gør i Rusland.

Frø af akeleje

Ryddede lidt op i dag.
Åbnede en afklippet frøstand for at se om frøene var modne.

Nogle af frøene var blanke og mørke (så de skal nok ikke i kompostbunken).

Men de knap så modne frø var helt helt grønne.

Virkelig flot, synes jeg. 

Sådan en farve, og sådan en transformation fra det bløde lysegrønne til det smaragdgrønne over i det glinsende sorte, findes inde i hver eneste frøstand. Bare fordi. Det er da for vildt.

Stikkelsbær

De er ikke fra min egen have, billederne. Og jeg kunne passende skrive "arkivfoto" under hvert billede, for de er to år gamle. Det er lidt et brud med nogle dogmeregler, jeg ikke vidste, jeg havde, faktisk.

De er taget i min mormors have den sidste sommer det overhovedet var muligt -hvis man var heldig- at møde et glimt af den rigtige Mormor. Den Mormor jeg havde før demensen fuldstændig fik overtaget.

Når jeg sidder lidt med billederne, kan jeg godt mærke hvordan jeg havde det den dag. Det er sådan en langtrukken sorg at se nogen blive dement. Den information er på en eller anden måde lagret i billedet.

Men det jeg egentlig ville skrive, så jeg husker det og får gjort noget ved det, er at jeg virkelig virkelig ønsker mig en stikkelsbærbusk til haven. Jeg elsker at plukke bær, og det var noget vi gjorde sammen hver sommer.



Samtidig ved jeg, at hun ville hade tanken om, at jeg går rundt herinde i København og betaler 35 kr. (!!!) for en bakke stikkelsbær. På den måde er der sluttet en ring, der på flere måder sender mig tilbage til min elskede mormor.

Grønne urtesenge

Højbeddet som jeg fægtede rundt med i det tidlige forår er efterhånden blevet fyldt med krydderurter, blomster og lidt salat. Der er nok til at jeg kan hente mig en nævefuld grønt til aftensmaden når det passer mig. Det er stort.

I starten var der rette vinkler og femårsplaner for placering af planter. Det er der ikke mere. (Jeg ved i øvrigt godt at valmuerne nederst til venstre på sidste billede ikke kan spises)



Jeg var til barnedåb i lørdags, og vi sang Nu blomstertiden kommer. Så hver gang jeg nu går forbi, tænker jeg på udtrykket urteseng.

De fagre blomsterenge
og agrene på rad,
de grønne urtesenge
og skovens friske blad,
de skulle os påminde,
hvor Gud er rig og from,
der lader nåden rinde
og række året om.

Kodriverintervention?

Ved foden af Bellahøjhusene er der et anlæg med plæner, store smukke busketter, og en legeplads.

Det hele er vældig fint, og sådan en lysende lørdag i maj er det selvfølgelig totalt uimodståeligt.

Et sted, lige ved siden af en gangsti, står en enkelt hulkravet kodriver. Den står så fint, og passer perfekt lige dér.

Det er den eneste af sin slags jeg kan få øje på. Jeg ved godt at planter kan så sig selv fra frø, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er tale om en form for guerilla gardening hér. Eller måske kunne man kalde det en nænsom intervention i bynaturen. Måske har nogen lige syntes at den manglede?


Uanset hvordan den er nået frem, så håber jeg at den breder sig.