
Etageløg er en sjov plante, og én af de ting, der bare
skal være i en have. Tykke stængler gror op i luften, og midt på stænglene, og i toppen, kommer en krans af små nye løg.
Modtog 6 styk sådanne løg med posten hér til formiddag. Fine og friske, og med påbud om at sætte dem hurtigst muligt. Har ellers kigget og spurgt flere steder, men det blev Primafrø der løb med prisen som de mest vakse.
Primafrø. Frøfirma på nettet. Ingen romantiske billeder og sødladen snak (som på andre hjemmesider vi kunne nævne). Seriøse folk der sælger seriøse frø. Og for øvrigt vedlægger skilte, såvejledning med teori om frø og miniposer med slik (må være noget med vægten på pakken).
Mens jeg gumler på mine pinnochiokugler (2 sorte, 2 grønne, 1 gul, 1 lyserød og 1 hvid) nyder jeg regnen udenfor. Løgene er sat. 3 ved siden af roserne og 3 i potter til min mormor, der også gik i plantelykke-udbrud ved tanken.