Roser og lavendel. En klassisk kombination, som bare holder. Tak, fru Kjær!

Teroser

Veninden sagde: "Nårh ja. Der er noget jeg kan dele med dig!". Hun havde fået fat i sådan et lille katalog der pusher lækkert, dyrt, semi-nødvendigt køkkenudstyr. Veninden tilstod også, at hun var tiltrukket af Périgord-glassene og konstaterede "at det nok er dér hun er på vej hén".

Jeg tror hun har ret. Jeg tror lige præcis hun og jeg er ved at gå ind i en fase, hvor vi bliver de voksne (og dér mener jeg voksne-voksne) vi forestillede os at vi en dag ville blive, dengang vi var 14 år. Siden vi begge er vokset op med forskellige varianter af påskønnelse af frankofil madlavning og smukt dækkede borde er det ikke så svært at analysere sig frem til, at der også ligger en form for behagelig regression, eller i al fald tryghed i at forestille sig at fordele sine krummer på et skærebrædt at oliventræ.

Jeg føler mig heller ikke afskrækket af, at Veninden indledende introducerede målgruppen for forretningen som "50-årige damer, der har for mange penge". Det lyder ikke ligefrem som en slem-slem skæbne. "50-årig dame" kommer jo helt af sig selv, og hvis "for mange penge" ligefrem går hen og bliver et problem, så findes der heldigvis: Kongelige bageforme; de smukkeste udstikkere, jeg nogen sinde har set; fjerkræ-stege-holde-tingester; i flere udformninger; den mest utrolige tube chokoladecreme. Og ikke mindst: teroserne.

Opblomstring!

Så forstår man for alvor betydningen af udtrykket "blomstre op". Sommerens tørre vejr tog hårdt på mange af planterne, men regnen og det milde klima har vækket dem til et forsøg mere. Rundt omkring blomstrer tallerkensmækkere igen. Staudemargueritten, der ikke fik en chance i tørken, er nu frisk og grøn med hvide blomster. Og roserne remonterer, hvilket jeg er svært, svært tilfreds med! Se under Diva.

Georginen har ikke noget med historien at gøre, den var bare for fin til at blive overset!

Tradeoff med en Diva

Sund fornuft i almindelighed, familie og naboer i særdeleshed, har advaret mig mod roser. Sarte er de, og krævende, og besværlige. Og selv om man klipper og nipper og vander og sprayer og topdresser og bekymrer sig med rettidig omhu, så får de alligevel lus og utøj, pletter, rust og gule blade.

Kunne ikke nære mig, troede jeg var klogere, og har selvfølgelig plantet roser. De er passet og plejet til perfektion, jeg har sågar vandet dem, hvilket ellers er imod min principper. Jeg vander ikke bedene. Der må, trods alt, være en grænse.

Men de er blevet passet, de små divaer, efter alle kunstens regler, og alligevel stod de dér, og voksede ikke så meget, fik gule blade, fik pletter på bladene og hvide fluer og bladlus. Og jeg var faktisk lige ved at miste tålmodigheden.

Tænkte at jeg ville grave dem op. Skifte til noget mere driftsikkert.

Men se så:


Alt er tilgivet. Alt er glemt. Der er stadig gule blade og alt det andet, men Roserne har lige købt sig en sæson mere på 1. klasse.

Sorten hedder i øvrigt 'Peace' og har været min favorit så længe jeg kan huske.