Veninden, der er udenlandsdansker 700 km inde på Kontinentet, opsøger konsekvent hver eneste tilgængelig strand, mole og badebro på sine sommerferier i Danmark. Mens vi svømmer rundt (jeg tænderklaprende, hun strålende lykkelig) plejer hun at holde et lille foredrag om værdien af at få sommer-svømmet godt og grundigt mens man kan. Det drejer sig nemlig ikke kun –som man jo skulle tro- om at komme op og få varmen igen mens man spiser en hotdog og det slik man købte i kiosken lige før. Næh, værdien af sommersvømmeture består også i, at man kan tanke op til vinteren! Sådan virkelig få nogle sol- og sommervitaminer ind med badeturene.
Og ret har hun jo. Man skal suge sommeren til sig mens man kan.
Og efteråret.
Har suget og suget de sidste par dage. Blandt andet de her georginevitaminer, som familiemedlemmer med über-grønne fingre har dyrket. Men mere om landlivet i morgen. God Georginevitaminisering!



6 kommentarer:
Tak for stadig opløftende ord & billeder - mine bedste ønsker for alle stængler i den kommende blæsenat, KH Jakobs far.
Ahhhh - de ord, farver og billeder er da lige til suge ind og styrke sig på, nu hvor efterårsstorme og forkølelser snart sætter ind.
Jeg husker som lille, at jeg havde lidt den samme fornemmelse som din veninde, når vi gik i sauna derhjemme. Hvis jeg fik sauna nok, følte jeg, at min kropstemperatur justerede sig bedre alt efter omgivelserne. Mine forældre grinede af mig og sagde, at sådan skulle kroppen helst fungere uafhængigt af saunaen - men jeg sugede virkelig varmen og temperaturskiftene til mig...
Kære Jacobs far. Tak for pæne ord og gode ønsker til stænglerne! Det inspirerede til en post mere, for jeg havde nemlig allerede gjort mit bedste for at redde de sarte vækster. KH frkjensen
@nadja - præcis! Hun har nemlig ret i at kroppen godt kan huske de dér fornemmelser af suveræn lykke.
Og glad for at georginevitaminerne tilsyneladende også virker på andre end mig :-)
Tricket er så også at fortsætte med at gøre nogle af de ting, der gør én glad om sommeren - at fortsætte med at gøre dem om vinteren. På den måde opstår der ikke et skisma mellem sommer- og vinter-eksistens.
Tag nu vinterbadning.
Såfremt jeg havde adgang til en sauna ved havet, ville jeg være vinterbader. De par gange jeg har prøvet det, gav det mig det største adrenalinkick min krop nogensinde har mærket. Nej, ikke kun min krop... HELE mig.
Og apropos varmen, der bliver siddende i kroppen: Efter at have været i en islandsk hotpot (40 grader varm udendørs "gryde"), bliver kroppen så opvarmet, at man kan spadsere rundt i vinterkulden og ikke mærke spor. Dét er da i den grad at suge varmen til sig :-)
Og søde frkjensen, TAK for de smukke blomster. Du tager så fine billeder, at jeg altid liiiiige må forbi her og få et vitamintilskud.
@levende - veninden vil bestemt erklære sig enig i det med vinterbadningen!
Og *tak* selv :-) Hvad der er dejligt at ha' er bedre at dele!
Send en kommentar