Aspargesbed!

NU skal det være. Eller rettere: det skal være når jeg endelig får fingre i den nye have. Og så skal det være til foråret. OG SÅ... skal jeg lige vente 2-3 år med at smage på varerne.

Asparges vil helst ikke dele pladsen med nogen, så der skal forberedes et bed, som er deres helt alene. Beddet skal holdes frit for ukrudt, særligt det med emsige rødder. Planterne kommer i jorden om foråret, og så skal de have fred til at vokse til, før man begynder at bruge af dem. De første par år må man altså gå rundt om sit aspargesbed og småpibe, som en sulten labrador, mens planterne bliver store nok! Til gengæld er havefriske asparges en luksus, der er værd at vente på. De smager simpelthen helt vildt meget bedre end dem fra supermarkedet, og når først beddet ligger der, kan det yde i mindst ti år, hvis man passer det med lugning og gødning. Selv om projektet er lidt krævende i opstartsfasen, så er lykke:bøvl ratioen i virkeligheden meget høj.

Jeg er så heldig, at jeg kan rykke hurtigt frem til start, plantehviskeren har nemlig lovet at så frøene og passe planterne for mig indtil næste forår. Det er både hyggeligt, og en enormt god ide.

Havenyt.dk har en rigtig god artikel om at dyrke asparges

Tylipanspyd

De sidste dages sol og varme har fået alt det forårsagtige derude til at skyde frem med raketfart. Tulipanerne er særligt spidse og turboladede, og har spyddet de visne blade, som lå ovenpå. Lige lukt igennem! Jeg har ikke pillet de visne blade af. Tulipanerne står derude og ser ud som på billedet. Jeg elsker symbolikken, og glæder mig til at se tulipanerne triumfere, og endeligt krænge vinteren af sig!

Sammenplantninger

I et par år har Veninden og jeg diskuteret, om sammenplantninger egentlig er pæne. Ellere rettere: vi har på skift tilstået overfor hinanden, at vi faktisk syntes, at de var pæne, -og undret os over hvad det mon betød.

Vi snakker om sammenplantninger af den type, som ses på billedet herunder, der er fra Prag sidste forår. Et syndigt virvar af alle mulige tilgængelige forårsplanter forenet i én beholder.

En ganske ublu, nærmest frivol, kombination.

Men så opmuntrende! Så forårsagtig! Så uimodståelig!

(På billedet ses også Kærestedrengen og Deres Udsendte medarbejder)

Hér til aften, da jeg gik ind i Fakta efter æg og juice til min morgenmad, brød jeg sammen for presset, og lyn-indkøbte et meget, meget fint udvalg af planter.

Jeg skal sku ha' dén sammenplantning. Og det kan kun gå for langsomt.

Nu står de på trappen udenfor og venter på en solstråle, en krukke, og en pose jord som ikke er købt endnu.

Hus!

I løbet af efteråret flytter kærestedrengen og jeg ind i et smukt og venligt lille hus. Det har trapper og loft og finurlige, indbyggede skabe. Det har morgensol i soveværelset. En kamin. To stuer (så der er plads til at dække det lange spisebord), og sågar et ekstra værelse til Udenlandsdanskeren og andre overnattende gæster. Det har en blå dør, en knastør kælder* og ruder, med ca. en milliard sprosser.

Vi er helt forelskede, og glæder os så meget at det sitrer i fingrene, til morgenmad i solen, til at holde jul og til at eje 14 m2 vej.

Og så er der jo en have bag huset! En klassisk, aflang rækkehushave, som jeg endnu kun har set i snedækket dvale. Jeg kan se en rose foran huset, og jeg kan se noget, der ligner et frugttræ, bagerst i haven. Jeg kan se nogle buske, og det er alt jeg ved. Jeg har, med andre ord, en kæmpe gave at pakke ud når vi overtager :-)

I mellemtiden drømmer jeg. Og planlægger. Og skriver lange lister. Og glæder mig over, at jeg også får en sidste sæson med min elskede minihave, som reddede min sjæl en gang for ikke så længe siden.

Billede: Vinbjergsneglehus på Tippen, for ca. et år siden.

* Ja, jeg lider af noget fugt-skræk, jeg indrømmer det. Ventilation er min hobby. Pinligt men sandt. Er derfor svært tilfreds med, at ha' scoret et hus, der rent faktisk ligger på en bakke.

Tak II

25/2:
Hep hep!


2/3:

Wohoo!

Tak

Hmmm...

Hmmm...


Mhmmm???

Yes!

En æblejulehilsen

Før jul sendte Veninden dette billede af en æblejulehilsen, som hun havde modtaget. Hvor fint er det lige! Er svært begejstret for præsentationen. Et godt vinteræble er virkelig en delikatesse, og fortjener en kasse og et blødt leje af træuld. Og jeg gad helt vildt godt prøve det dér Weisser Winter Calville!

(Jeg ved godt, at det er første februar i dag. Men først i dag er jeg altså nået frem til min egen lille helligtrekonger, hvor jeg tager pakker julepynten væk, tænder de sidste lys i adventskransen, smider papirerne fra specialet ud. Og viser det hér fine fine billede frem...)