I løbet af efteråret flytter kærestedrengen og jeg ind i et smukt og venligt lille hus. Det har trapper og loft og finurlige, indbyggede skabe. Det har morgensol i soveværelset. En kamin. To stuer (så der er plads til at dække det lange spisebord), og sågar et ekstra værelse til Udenlandsdanskeren og andre overnattende gæster. Det har en blå dør, en knastør kælder* og ruder, med ca. en milliard sprosser.Vi er helt forelskede, og glæder os så meget at det sitrer i fingrene, til morgenmad i solen, til at holde jul og til at eje 14 m2 vej.
Og så er der jo en have bag huset! En klassisk, aflang rækkehushave, som jeg endnu kun har set i snedækket dvale. Jeg kan se en rose foran huset, og jeg kan se noget, der ligner et frugttræ, bagerst i haven. Jeg kan se nogle buske, og det er alt jeg ved. Jeg har, med andre ord, en kæmpe gave at pakke ud når vi overtager :-)
I mellemtiden drømmer jeg. Og planlægger. Og skriver lange lister. Og glæder mig over, at jeg også får en sidste sæson med min elskede minihave, som reddede min sjæl en gang for ikke så længe siden.
Billede: Vinbjergsneglehus på Tippen, for ca. et år siden.
* Ja, jeg lider af noget fugt-skræk, jeg indrømmer det. Ventilation er min hobby. Pinligt men sandt. Er derfor svært tilfreds med, at ha' scoret et hus, der rent faktisk ligger på en bakke.
3 kommentarer:
Allerførst: TILLYKKE!
Hvor er det dejligt at høre.
En lille kommentar ift ventifilien: Jeg lider af samme panikprægede trang til luft, hvilket ikke kun skyldes frygt for råd i huset, men i den grad også frygt for indsnigende padder af forskellig art og størrelse. Når man en gang har prøvet at sove som gæst i en fugtig kælder med HOPPENDE FRØER (!), skal alt - A.L.T. - være fuldkommen tørt i det hus, man så selv en dag køber.
Det er mit også. Det ligger på en bakke. Herligt! tænkte jeg. Ingen frøer indendørs, pyha! (siden da er min frøfrygt nu aftaget i takt med at jeg er stødt på dem andre steder på grunden, og de er faktisk ikke helt så farlige, som de ser ud). Nå, men pointen kommer så nu: Der er nemlig en enkelt ulempe ved at have et hus på en bakke, og det er at alt vandet løber nedad, så haven nedenfor huset er ofte temmelig fugtig, og decideret uegnet til fx at parkere en bil på, fordi det let bliver en stor mudderpøl.
Så ved du det :-)
Men bortset fra dette: HURRA for jeres huskøb.
Hæhe. Min medsammensvorne ud i frø-skræk forstår selvfølgelig også det med ventrifili (nyt ord! Lektoren vil elske det).
Og ja. Det er selvfølgelig også skrækken for frøer (og deres medsammensvorne: kældersneglene, ughhhh), der gør sig gældende hér. Faktisk har vores nye hus en kælder der er mindre end husets grundplan, og dermed INGEN nedgang til kælder fra havesiden, (kun fra gadesiden, hvor der helt sikkert ikke lever frøer, og de kan næppe bevæge sig rundt om hele rækkebebyggelsen). Det er jo, som nogen allerede har bemærket, upraktisk i forhold til opbevaring af græsslåmaskinen, men jeg går rundt med et smøret grin over, at der netop ikke er nogen mulighed for "indsnigende padder" fra haveregionerne. For ja, frøer i kælder og kælderhalse var også the bane of my existence, da jeg var barn. Og jeg er VIRKELIG imponeret over at du stadig er i live ovenpå de hoppende frøer!!!*
For nogle år siden, da min mormors nuværende hus fik oversvømmet kælderen, flød der en død salamander rundt i vandet. Pføj!
Parkering i den lave ende er ikke en mulighed, men jeg vil huske, at plante kørvel og mynter og andet, der holder af fugtighed dernede. Tak for tip!
*Men then again kan jeg huske, at du også fortalte, at du en gang har stukket foden ned i en sko, hvor der sad en frø!!! Tror måske bare vi kan konstatere, at du ikke har hjertefejl, hvis du har overlevet det!
Men dengang var jeg 16, og så er man noget nær udødelig!
Død, flydende salamander!!?!? Så er der kun ét at sige, og det må pilles ud af Anders Ands mund først:
UAK!
Send en kommentar