Om hvordan jeg fik haven, som vitterligt ikke er noget særligt i virkeligheden, men som eksisterer som et parkanlæg i mit hoved

Jo, jeg har stadig min have. Og jeg har også stadig min blog. Og det er forfærdelig smigrende når nogen af og til spørger, hvorfor der ikke kommer poster op så tit som der plejede. Forfærdelig smigrende, og temmelig præstationsangst-provokerende. For sådan er jeg, desværre, lidt.

Men jeg vil gerne fortælle noget, og det er ikke for de sarte, så scroll ned med forsigtighed!

Røllikke i min have, 4 december 2008

De første år jeg havde haven, var de første år efter det nedbrydende forløb hvor jeg havde set min mor svinde ind og dø for øjnene af mig. Det var de første år efter tre store flytninger. Min mors dødsbo (hvis man kan kalde det for en flytning). Min mormors rokade til et mindre hus (som var en god ide, men som kom lige rigelig hurtigt efter at jeg med sorg og uvilje havde sorteret, vurderet, fordelt, arkiveret og kasseret alle min mors ejendele). Og så min egen flytning efter at andelsboligforeningen, hvor jeg ellers boede dejligt, småt og mellem venner på 8. år, lukkede og slukkede.

Spansk marguerit (?) i min have, 4 december 2008

Jeg var blevet jaget ud af mit eget liv. Der var sorgen over at min mor var død som sådan, men også de huller jeg fik i sjælen af at opdage hvor jeg ikke slog til, og de skader det gav at overskride mine egne grænser gang på gang.

Det sker glidende, fra første gang jeg, nærmest lidt skamfuldt, tvinger mine tanker i retning af mulig, forestående død og begravelse; til jeg ca. 2 år senere, lidt for velkendt med området, lytter efter natsygeplejerskens skridt på trappen, for at bede hende skifte den pose, der hænger på sengekanten, og via en sonde er forbundet med min mors mave. Sygeplejersken er en engel, og skifter posen selv om det sikkert ikke behøves, for hun ved at det er ikke sjovt hvis posen fyldes for meget, og maveindholdet i stedet kommer op som opkast. Ikke. Sjovt. Jeg ved også at det ikke er sjovt, for jeg har også holdt spanden. Og det værste er ikke lugten, selv om den er fæl, og vitterligt lugter som sygdom og død. Det værste er det, vi begge to tænker, men som min mor deadpan-agtigt konstaterer: "sådan noget gammelt mad, der ikke kan komme videre". Den frygtelige realitet er, at et sted dernede er det blevet til én stor kræftknude, og nu er guderne-må-vide-hvad begyndt at returnere. Gennem munden.

Og så er det, når det kommer til stykket, slet ikke de fysiske ting der er det værste. Og det er ikke mig der er syg. Det værste er, at hun skal dø, og at hun ikke altid får sagt tingene lakonisk og ligeud. Gid hun gjorde. Faktisk bliver der nok sagt for lidt. Det værste er, at vi stadig har så meget at nå. Og det aller, aller værste er, at selv om jeg (uden at prale eller noget...) faktisk bliver ret god til det dér med sygepleje, så er JEG heller ikke god til at få tingene sagt. Jeg slår ikke altid til. Selv om jeg bruger alle de resurser jeg har, så slår jeg ikke til.

Nerine i en krukke på trappen ud til min have, 4 december 2008

Bagefter var jeg sjæleligt på ukendt territorie. På én og samme gang fuldstændig frygtløs, og samtidig med en integritet så hullet som en schweizerost. Og mens sjælen havde svært ved at få fred, blev kroppen bestandig og til kvalmegrænsen holdt i gang med flyttekasser og kassevogne og sortering og sorte sække med ting, der skulle smides ud. Og jeg var træt. Mest af alt var jeg rigtig, rigtig træt og levede som en 60% version af mig selv, der havde set lidt for meget.

Først ledte jeg efter en lejlighed med altan. For altan=planter! Og jeg troede ikke mit eget held da jeg opdagede at lejligheder som min, med en lille have, kunne erhverves for en pris jeg kunne betale. Det var for godt til at være sandt. Altså bortset fra, at det ikke var for godt til at være sandt. Og få måneder efter var jeg den lykkelige (og jeg mener LYKKELIGE) ejer af en nedslidt lejlighed og en lillebitte have. Man kan kalde det terapeutisk, men egentlig har jeg ikke ord for, hvor meget det betød.