Nogle micro-appelsiner i min novemberturban

Sidste uge var lidt en heks. Det virker underligt ude af proportion at skrive om det i denne kontekst af ...planter. Men der var nogen, der blev så syge, at vi ikke ved om de kommer sig igen, og der var én der skulle begraves. Og så var der generelt triste nyheder hver dag, og mig der blev mere og mere sur som dagene gik.

Torsdag var jeg så grov-tvær at Kærestedrengen burde modtage en form for diplom for at bære over med mig.

Og nu kommer det så. Og der er ikke noget at gøre ved det, hvis det virker overfladisk. Disse ting tøede mit hjerte op igen:

Timian. Den fineste økologiske timian, dyrket af nogen som har et navn. Tydeligvis nogen, som har forstand på det. For så smukke krydderurter er det kun virkelige plantehviskere som forstår at dyrke.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg finder det dybt rørende at nogen (som altså så hedder Benny Jensen) har gjort sig umage med sin timian.


Og de hér små bakker med "microgrønt". Det grønne er rucola, og smager virkelig af rucola. Det røde hedder amaranth og smager lidt af ... et-eller-andet. Men smukt ser det ud. Muligvis ikke nogen nyhed i de smartere kvarterer, men her ude i Sydhavnen er det en velkommen nyhed.

Nogen har sået de små frø, og sørget for at de fik det rigtige lys og de rigtige forhold at spire under hér i november, og det er lykkedes. Det er da stort! Strengt taget ved jeg ikke hvor økologisk det er at køre lastbiler rundt med småbitte bakker småbitte urter. Men det gjorde mig så glad, og helt blød indeni igen.

Senere samme dag hentede jeg Veninden i lufthavnen, og vi fik klaret begravelsen, og det var dejligt at se hende, trods anledningen. Og senere igen kom der gæster (som fik suppe med pynt af to slags microgrønt), og den ene af de to gæster sprang mig i møde med en potteplante pakket ind i blomsterhandlerpapir og sagde "Her er en julerose!"

Som om hun lige vidste, at det var det jeg havde brug for!

Novemberblomster

Først plukkede jeg 3-4 fine topskud af salvie og noget rosmarin derude. Lidt senere plukkede jeg denne buket!

Da jeg lige kiggede efter, var blomsterne der.

Høstanemoner, som jeg netop ikke kan få nok af, af denne grund.

Både frøstande og uudsprungne knopper.

De valske bønner, som aldrig gav ret mange bønner, men som har fine blomster.

Og store, smukke blade. Camilla Plum siger, at de kan spises. Jeg har ikke prøvet, men de ser da egentlig ret lækre ud.

Den -må jeg formode- sidste gladiolus, og en smule gul morgenfrue. Det har været mit første år med gladiolus, men det bliver bestemt ikke det sidste.

Og hjulkronen, som heldigvis titter frem mange steder derude. Hjulkronerne får helt selv lov til at bestemme hvor de vil så sig og gro, og det lader til at være en ordning som fungerer.

Gult

Små birketræer i et nedlagt spor på Sjælør Station.

Jeg synes det er så smukt hvordan det lille træ gror ud af en anden træstamme.

Og en blomst fra en buket. Den ser meget have-agtig ud, synes jeg. Og så fik den lige en smule sol.

SE se se!

JULI


AUGUST

OKTOBER!

...hvad jeg har fået af min have!

Det er sådan en Netto-plante til en tyver, som jeg købte for nogle år siden. Der blev 2 fine klaser, og to mini-klaser med 3-5 druer.

Druer er én af de frugter jeg næsten aldrig køber, for jeg kan smage det, de er sprøjtet med, og især (øv) lugte det på hænderne mange timer efter. De konventionelle har en grim, kemisk lugt (det har køberoser i øvrigt også) og de økologiske lugter af svovl. Så begejstringen er ekstra stor når jeg en sjælden gang får fat i nogle havedruer.

"Mine" druer er ikke sure, men de er heller ikke sukkersøde. Fordelingen mellem sødme og syre minder mere om det man finder i et plukkemodent æble. Ret godt klaret, synes jeg, når man tænker på hvor lidt sol de egentlig har fået. Tak, Vinplante, fordi du gad at lave druer til mig!

Sverige - præcis så fint som jeg havde forestillet mig

Det er mærkeligt når ting viser sig at se ud præcis som man havde forestillet sig det. Det er selvfølgelig også dejligt, når nu Småland, i mit hoved, ligger inde i en historie skrevet af Astrid Lindgren.

Røde træhuse. Det i baggrunden tilhører den familie vi besøgte: To søde og afslappede voksne, og deres to døtre, som var rigtig, rigtig sjove. Ikke bare sådan generelt "søde og sjove" (det var de nu også), men virkelig vittige. Dejligt.

Men Sverige. Romantiske, lysåbne, skove...

...hvor man bare kan gå og gå.

Og lade sig underholde af familiehundens musejæger-instinkter.

Masser af blåbær.

De største, og sødeste, skovhindbær jeg har set.

Og -åh! mit syltehjerte, bank ikke så hurtigt!- TYTTEBÆR.

Mirabellesyltetøj

Mirabellesyltetøj er virkelig godt. Og for tiden er der mirabeller over det hele. Selv om de gule mirabeller ikke er så spændende som blommer når de er friske, så er der altså masser af syrligsød spunk i det færdige produkt. Og det er nemt.

De skyllede frugter kom i en stor gryde over lav varme med det vand der hang ved. Opskriften foreslog at man tilsætter ca. halvdelen af frugtens vægt i sukker, men mine mirabeller var sure, så jeg endte nok nærmere med 70-75% af vægten i sukker. Man må smage på det. Jeg havde også 1/2 vaniliestang i gryden.

Frugterne begyndte at safte og revne, så stenene kom frem. Dem fiskede jeg op, mens det kogte stille og roligt.

Det tog lidt tid. Men man kan jo høre P1 imens. Da alle stenene var indfanget passede det med at syltetøjet var kogt færdigt, og helt klart og fint.

Fordampningen fra gryden, og mængden af sukker gjorde at det ikke var nødvendigt med hjælp til at gelere. Jeg bruger ikke atamon, for det meste bliver spist inden længe, men naturligvis rene, rene glas.

Se lige hvor fint det er!

Jeg har -selvfølgelig- fået fremgangsmåden fra Camilla Plum. Hvis man vil læse mere er det "Sødt" side 60.

Mirabeller!

Der er masser af mirabeller derude, for tiden.

Jeg plukkede nogen i sidste uge. Egentlig var jeg på rønnebær- og æbleskud, men så fandt jeg et godt mirabellested.

Da jeg kom hjem og hældte gaverne ud af cykelkurven, arrangerede de sig sådan som det ses på billedet, helt af sig selv.

Meget smukt og høst-agtigt, synes jeg. Måske også lidt for høst-agtigt, når jeg nu mener at jeg stadig har et par badeture til gode.

For meget af det gode

Gargh! Gæt hvem der har så mange billeder af græs og blade i sin computer, at det gør iPhoto til en særdeles langsommelig dansepartner. Vi snakker gigabyte hér. Noget må gøres.

Haveheldig

Har f.eks., i tilfældig orden:

TO vindrueklaser! Det er de første, selv om jeg har haft vinplanten i nogle år.

Denne perfekte rose. På en plante som ikke giver op, selv om jeg hverken tilbyder den helt nok sol eller helt nok gødning.

Alle de squash, og al den vidunderlige salvie, jeg kan spise. De runde hér på billedet er "Tondo di nizza". Meget lækre, især hvis man napper dem når de er på størrelse med en lille clementin.

En ugle (?) mod ruden

Der er noget jeg lige skal vise frem.

Billederne nedenfor forestiller min mormors stuevindue, en eftermiddag i juni. I en bestemt belysning, i løbet af eftermiddagen, var det tydeligt at se aftrykket af en fugl, som havde ramt ruden.

Det sker ofte at der flyver en fugl mod ruden, men ingen af os har nogensinde set sådan et aftryk før. Den kompakte krop og mønsteret omkring "øjnene" fik os til at gætte på, at det må være en ugle, som er kommet galt afsted og er kollideret med ruden i fuld flugt.

Jeg ved ikke ret meget om ugler (ud over at jeg synes godt om dem!). Men jeg gætter på at den har noget fedtstof i fjerdragten, som støv og pollen hænger fast i. Ved det voldsomme møde med ruden er støvet så blevet banket af, og har sat sig på glasset?

Vi vaklede længe mellem beundring og bekymring. Stakkels ugle. Vi ledte også på jorden udenfor, men fandt ikke noget. Jeg synes aftrykket er vildt smukt, især vingespidserne. Man kan også se dens bryst, og sågar, tror jeg, lidt af de ene ben. Det er et sjældent, mærkeligt møde med et dyr som jeg beundrer, men sjældent træffer på. Men jeg håber virkelig, virkelig uglen har det godt!

Så er der squash i byhaven

Jeg har seks store, smukke squashplanter i haven.


Hver morgen, når jeg kigger derud, lyser en ny, gul blomst mig i møde. Sammen med de hér valmuer.

Det er ren, frodig magi.

Jeg har med vilje plantet mange squashplanter, fordi de næppe vil yde så meget i min have, hvor der jo kun er direkte sol fra middag og 4-5 timer frem. Og så kan jeg godt li' at spise dem helt små og lækre.

På billedet hér ses allerførste høst. Jeg kom også til at forgribe mig på de valske bønner, selv om de egentlig ikke er store nok endnu.

Det er det samme med squash som med kartofler: De er helt unikt lækre de første 2-3 timer efter de er høstet. Herefter er de stadig gode ...med der forsvinder noget.

Strengt taget var det måske dumt at putte dem i tomatsovsen, hvor de forsvandt lidt. Men lykkeeffekten var umiskendeligt tilstede.

Korianderblomster

Først sammenflytningen, og så en tur til Barcelona fulgt af en tid med regn og blæst har efterladt min have som et muntert kaos.

Det er nu ikke fordi haven altid er plukket og pillet. Men jeg plejer at gøre mig umage for at klippe visne blomster af, og i det hele taget fjerne det tørre og forhenværende så det nye kan komme til.

Men nu har det hele fået lov at passe sig selv derude i en måneds tid. Og det kan ses. Men faktisk er det meste ganske fint. F.eks. plantede jeg i foråret nogle stykker af grønthandlerens koriander med rod. Det var meningen at jeg ville prøve at få lidt blade til wokretterne, men jeg var ikke hjemme til at nippe knopperne af, og fik i stedet blomster. Masser af yndige, hvide korianderblomster.

De er også smadderpæne på toppen af wokretterne (men stærke). Og der er allerede frø på vej.

Plantehviskerens havefornemmelse

Jeg er stor fan af min mosters havefornemmelse. Jeg ville have kaldt det have -stil, hvis det var enhver anden jeg talte om, men jeg tror hun ville synes det var mærkeligt at tale om at hun har en "havestil". Det har hun nu, men det er også nok at konstatere at jeg tror hun har verdens grønneste fingre, og i hvert fald en udsøgt fornemmelse for at pleje det smukke og frodige på en afslappet og naurlig måde.

Måske giver det mere mening at tale om en havefilosofi?. Billederne hér er i hert fald fra 15 maj, hvor hun kom susende hjem med den lille, blå bil fyldt til bristepunktet med såkasser, som var blevet hentet fra en vens drivhus.

Samtidig er hun en dygtig håndværker, der kan sine ting i et drivhus, og har den rappe rutine når det gælder om at plante, prikle og så. Derfor alt hvad der står i kasserne så frodigt, og derfor er bilen fuld til overflod.

De seneste år har hun talt meget om at skære ned på forventningerne til haven. En have er dejligt, men den må ikke blive en plage og en belastning. Og da slet ikke en kilde til dårlig samvittighed.

Hun løser det ved at undgå den traditionelle land-køkkenhave, som kan være en vidunderlig ting, men som også indebærer megen graven og hyppen og hakken. Og som altid står fuld af jordbær og ribs når man ikke har tid til at plukke dem. I stedet har hun som regel masser af krydderurter, lidt salat, bønner, squash, græskar og MASSER AF BLOMSTER.

Planterne med de store, runde blade er forskellige squash og græskar som, næsten traditionen tro, er blevet blandet under såningen så det nu vil være en overraskelse hvilke frugter der kommer på hvilken plante. Som sagt er det den naturlige boheme-kunstner-havestil vi kører her. Og når jeg nu kender hendes familie (fordi den også er min familie) og ved at hun er vokset op i et sted hvor kærligheden til jorden og det grønne var stor, men kravet om at præstere og lave snorlige rækker, der så ordentlige ud, alligevel altid var større, så vil jeg vædde mine sutsko på, at denne laissez-faire holdning til tingene også er et ret bevidst oprør.

Et utrolig vellykket ét af slagsen. Læg i øvrigt mærke til hvordan kasserne nederst i midten af billedet er et højt tårn.

Så er vi næsten ved at være der...

Men der var lige to potter mere. Sådan. Klar til sommeren.