Ledte efter noget andet, men stødte på det hér billede. Det minder mig om, hvordan forelskelse føles for mig: Skinnende og intenst. Men også så tæt på, at faren for opløsning er overhængende nær...
12 november 2006
Opløsning, overvejelser om...
Aftentid er Messenger-tid. Bag min skærm i skrivebordshulen har jeg kontakt med adskillige gamle naboer, og et par tidligere Partners in Crime. Én af dem har været på linjen de sidste aftener med hjertekvaler. Han er forelsket. "Jeg vidste det efter 5 minutter" taster han, og videre: "det er 5 år siden jeg sidst har haft det sådan". Mens vi analyserer betydningen af diverse udsagn fra drømmepigen, debatterer grundreglerne for SMS-kommunikation og jeg siger tante-agtige ting som "kærlighed og hoste kan ikke skjules", så sidder jeg samtidig og bladrer i mine billeder. Diskuterer med mig selv, om jeg er misundelig på hans oprevne tilstand, eller bare lumsk lettet over, at det ikke er mig, der sidder lige dér i saksen.
Ledte efter noget andet, men stødte på det hér billede. Det minder mig om, hvordan forelskelse føles for mig: Skinnende og intenst. Men også så tæt på, at faren for opløsning er overhængende nær...
Ledte efter noget andet, men stødte på det hér billede. Det minder mig om, hvordan forelskelse føles for mig: Skinnende og intenst. Men også så tæt på, at faren for opløsning er overhængende nær...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Min ene søn elsker polenta. Engang sad han og kiggede på sin tallerken og faldt helt i staver, og da vi spurgte ham hvad han tænkte på, sagde han
"jeg sidder her og kigger helt forelsket på min polenta".
Spørgsmålet er så, om det er ham eller polentaen, der går i opløsning? Er det subjekt eller objekt, der opløses i forelskelse?
Eller er det moderen, mens hun knækker sammen af grin?
PS. Sikke endnu en smuk blomst fra dit øje.
PPS. Og nu, efter at have læst Sej Venindes udredning af havebegær, ønsker jeg mig, at hun vender tilbage og svarer på mit spørgsmål :-)
(Strategien er at få hende suget ind i blogosfæren, så hun om ikke længe har sin egen blog!)
Hmm - for så vidt kan man jo sige, at polentaen giver Sønnen mulighed for at give efter for den trang til at 'fortære' sin elskede, som kan opstå ( Rachel for øvrigt skrevet noget smukt om faren for at komme til skade i kærlighedsrelationer, for nogle dage siden, og hvis jeg kunne finde ud af at lave links i kommentarer, så kunne jeg ... Ridder Jensen, er de der .... ;-)?)
Men jeg synes i øvrigt latteren er et smukt billede på den opløsning jeg taler om, hvor emotioner krakellerer ens grænseflader, og hvor man ikke rigtig 'kan styre sig' længere.
Jeg kan bare godt -hvis vi skal være gravalvorlige lige et sekund ;-)- blive bange for den opløsning. Sådan rigtig grundangst for at flyde ud og ophøre med at eksistere.
Og ja! Seje Veninde skal nemlig ikke være hangaround, hun skal ha' rygmærke lissom os andre *G*
Linket til Rachels lille historie om at komme til skade med kærligheden
Send en kommentar