21 oktober 2006

Dendrobium ikeanensis hybrid ... noget

Det hænger lidt med ørerne derude i dag. Eller rettere: jeg hænger lidt med ørerne, og er for en gangs skyld ikke i humør til at poste noget begejstret om georginer.

Min hu står mere til det indendørsagtige, som f.eks. at fundere over hjemmets potteplanter og minde mig selv om, at jeg skal huske at se Matador.

Da jeg boede på Nørrebro, og ikke havde Haven endnu passede jeg masser af orkidéer i vindueskarmene. De havde det som blommer i æg, havde de - med regnvand, opmærksomhed, PoKon gødning, Greenmix og hvad ved jeg. Så var der noget med et menneske jeg skulle passe, og alle orkidéerne sygnede hen. Har ikke rigtig haft held med dem siden.

Men hey! Soveværelsesvinduet er tilsyneladende den perfekte orkidé-biotop. Har i hvert fald lige opdaget en meget glad og tilfreds Dendrobium derinde. Indkøbt i IKEA for en måned siden, og lidt glemt. Står nu med et fint sideskud og fantastisk blomstring.

*ser mig om efter regnvand, opmærksomhed, PoKon gødning, Greenmix og hvad ved jeg*

Billedet er lidt blegt og ude af fokus, men det samme er jeg i dag. Så det passer jo meget godt.

Ingen kommentarer: