Mirabellesyltetøj er virkelig godt. Og for tiden er der mirabeller over det hele. Selv om de gule mirabeller ikke er så spændende som blommer når de er friske, så er der altså masser af syrligsød spunk i det færdige produkt. Og det er nemt.
De skyllede frugter kom i en stor gryde over lav varme med det vand der hang ved. Opskriften foreslog at man tilsætter ca. halvdelen af frugtens vægt i sukker, men mine mirabeller var sure, så jeg endte nok nærmere med 70-75% af vægten i sukker. Man må smage på det. Jeg havde også 1/2 vaniliestang i gryden.
Frugterne begyndte at safte og revne, så stenene kom frem. Dem fiskede jeg op, mens det kogte stille og roligt.
Det tog lidt tid. Men man kan jo høre P1 imens. Da alle stenene var indfanget passede det med at syltetøjet var kogt færdigt, og helt klart og fint.
Fordampningen fra gryden, og mængden af sukker gjorde at det ikke var nødvendigt med hjælp til at gelere. Jeg bruger ikke atamon, for det meste bliver spist inden længe, men naturligvis rene, rene glas.
Se lige hvor fint det er!
Jeg har -selvfølgelig- fået fremgangsmåden fra Camilla Plum. Hvis man vil læse mere er det "Sødt" side 60.
Det er mærkeligt når ting viser sig at se ud præcis som man havde forestillet sig det. Det er selvfølgelig også dejligt, når nu Småland, i mit hoved, ligger inde i en historie skrevet af Astrid Lindgren.
Røde træhuse. Det i baggrunden tilhører den familie vi besøgte: To søde og afslappede voksne, og deres to døtre, som var rigtig, rigtig sjove. Ikke bare sådan generelt "søde og sjove" (det var de nu også), men virkelig vittige. Dejligt.
Men Sverige. Romantiske, lysåbne, skove...
...hvor man bare kan gå og gå.
Og lade sig underholde af familiehundens musejæger-instinkter.
Masser af blåbær.
De største, og sødeste, skovhindbær jeg har set.
Og -åh! mit syltehjerte, bank ikke så hurtigt!- TYTTEBÆR.
