Humleskud

De første ting jeg plantede i minihaven var lidt forskelligt fra grunden omkring min mormors gamle hus på Fyn. Blandt andet humle. Min mormor var ikke meget for dén plan, og havde følgende advarsel: "...og hvis du la'r vinduet stå åbent om natten, så kommer den ind!"

Men jeg har nu styr på min. Ikke mindst fordi jeg udnytter den på det groveste. Jeg lader den skyde frem om foråret og være grøn og frodig, og når sommeren så kommer med mere interessante klatreplanter, så slagter jeg den. På det tidspunkt plejer den også at være foruroligende tæt på vinduerne, så det passer ganske godt.

At den har overlevet denne behandling i 4 år er så til gengæld også beviset på dens livskraft, og på at min mormors Stephen King-agtige scenarie ikke er helt ude i skoven.

I år skal den desværre dele pladsen med nogle valske bønner, så jeg besluttede at holde den lidt nede fra begyndelsen. Kærestedrengen og jeg delte de blancherede humleskud som en laber lille forret. Det havde jeg læst at man kan, (og hvis Nanna Simonsen synes det er godt, så synes jeg det også, det er empirisk bevist gennem mange, mange år...).

De skulle smage lidt som asparges. Det gjorde de nu ikke. Det er kun asparges der smager som asparges. Men de smagte dejligt.

Smeltet smør og en varm tallerken havde nok været smartere.
Og undskyld billedkvaliteten. Det var før aftensmaden. Jeg var utålmodig.