Jeg skal snart så frø og gøre ved. Men lige nu skal jeg nyde alt det der -helt på eget initiativ- kaster sig op af jorden. (Og så er det også en god ide at holde sig lidt i baggrunden så man ikke tramper de mere sendrægtige, usynlige og dermed forsvarsløse stauder ned. Eller liljekonvallerne.)
Eller anemonerne, som lige pludselig er der. Jeg har selv "fundet" dem i en skov på Fyn. Deres livskaft parret med det delikate ydre er ikke uden grund forlæg for et populært digt. De får mig til at føle mig taknemmelig hvert år når de stikker deres krumme nakker op af den kolde forårsjord.
Og så er der forglemmigej, som lige nu danner det yndigste blå flor i bunden af haven. Passer fantastisk med rødt, gult og hvidt fra løgplanterne.
De sår sig selv. Når de er afblomstret hiver jeg de fleste op, men lader lidt planter stå, så de kan sætte frø. Tidligt om foråret spirer de små planter frem (som til venstre i billedet) og kan let flyttes til steder hvor der lige mangler noget grønt.
Islandske valmuer inviterer også sig selv. Hér har de fundet vej til en potte hvor de spurter frem i det lune vejr.
Og så er der løvstikken. Den forsvinder helt og aldeles under jorden om vinteren, men kommer tidligt igen med de lækreste rød-grønne skud. Veninden og jeg elsker løvstikke i vores salat. Faktisk foretrækker jeg løvstikke frem for basilikum i tomatsalater, men jeg ved godt at det er et spørgsmål om tilvænning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar