26 marts 2008

Allium

Så var det nok godt at jeg liiige styrede luge-fingrene lidt, og lod de underlige grønne, purløgsagtige strå være i fred. Ved nærmere eftersyn (helt ned på knæ) tror jeg næsten der må være tale om spirede frø af allium (allium aflatuense). I al fald minder det sorte frø, der stadig sidder på spiren, en hel del om de frø der faldt af skærmene sidste sommer.

I min mormors taksonomi over haveegnede planter rangerer Allium nærmest lige over ukrudt fordi de breder sig let. Dét problem har jeg endnu ikke haft, og både nye planter fra sideløg og nye planter fra frø er hjertelig velkomne.

Alliumblomster er næsten absurd fotogene, og i anledning af mit akutte behov for sommervitaminer (som ingen påskeblomst i buket lader til at kunne kurere) poster jeg lige lidt flere billeder fra sidste sommer.


Sommer!

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ahhh - dejligt med et skud lilla øjenvitaminer. Og så synes jeg altså, at det øverste billede ligner sådan en lille sort boksehandske på fjederarm. Sådan lidt tegneserie-agtigt "kapowwww". Men det er måske bare mig?

frkjensen sagde ...

Ha! Det har du ret i. Men den har jo også kapowww'et sig lige op gennem jorden. Så måske er det meget passende :-)

Jens Jakob Jensen sagde ...

LOL

At forestille sig at den miserable halvknækkede starut på det øverste billede skulle have noget håb om at ende som de efterfølgende billeder er enten naivt eller et vidne om naturens konstante overflod af mirakler.

Og, ja, det ligner vitterligt en fjedermonteret boksehandske :-D

frkjensen sagde ...

Uanset om jeg tager fejl mht den aktuelle spire, så stemmer jeg for "naturens konstante overflod af mirakler"! :-D

De hårdføre staudevalmuer spirer fra frø der er ... birkes. Og man kan få kæmpestore georginer ud af frø der ligner små anæmiske haletudser.Så det er vist gørelsen og ikke størelsen det kommer an på ;-)

Åh forår. Nu får jeg helt lyst til at så ting i vindueskarmen.