20 januar 2007

Lykke i vindueskarmen

Min blomsterglæde taget i betragtning har jeg ikke ret mange potteplanter. Jeg har nogle få interessante, sukkulente hårdføre nogen. Og så har jeg 5 Cliviaer, der selv tror at de er husets kejserinder.. og det er det også!

De er umulige at vande uden at spilde, fordi rødderne fylder hele potten - og derfor får de ugentlige bad under bruseren, hvor de så står og tror at de ejer det hele. Og det gør de.

De store vifteformede blade breder sig gerne en halv meter ud , og så står de dér og tror at de kan bestemme over hele vindueskarmen. Og det kan de.

Det er som med roser. De er værd at bakse med, fordi de blomstrer helt vidunderligt! Med store klynger af orange, liljeagtige blomster med en fin, mild duft; der holder i ugevis. I sommer fandt jeg en ret fantastisk hjemmeside, som gav anvisninger på hvordan man får Clivia til at blomstre (før har det været lidt som at vinde i lotteriet). Og jeg skal hilse og sige at det virker. Lige nu blomstrer tre Cliviaer, og der er én mere på vej.


Man kan læse mere om pasning af Clivia på viscum.dk, og så synes jeg der er svært at fotografere dem, men billedet skulle gerne give et indtryk af blomsterknoppernes delikate farveskala.

Ingen kommentarer: