Blå himmel og flere gamle venner

Hej årets første kornblomst!

Hej allium! Altid en fornøjelse.
Og hej islandske valmuer. Som forhåbentlig snart følges af staudevalmuerne, af Vibekes valmuer, og af de nyindkøbte hvis det ellers passer dem at spire.

Antistof (løjnantshjerte)

Flytteaktiviteter (som jeg hader, hader, hader at tage del i) har lagt beslag på mig i den seneste tid.

Kærestedrengen er i udlandet. Så jeg bærer det hele selv. Det der skal bæres. Op og ned fra loftet. Og min krop laver omgående den fysiske belastning om til noget psykisk. Lige meget hvor ofte jeg fortæller den, at sådan er det ikke.

Og så var der mormor på Fyn, som man ikke kan lade vente for længe.

Det var, og er, lidt for meget.

Men han kommer snart hjem, og kasserne forsvinder fra stuen igen, og alt bliver godt.

I mellemtiden hjælper det at stirre på billeder af løjtnantshjerte i min mormors have.

Er de ikke vidunderlige?

Sneglenes forplantning fra et lejlighedsvis snerpet perspektiv

Jeg er ellers ikke sart, men...

Nattens regn har gjort havens planter godt.

Den har også gjort sneglene særdeles aktive og komplet frivole. Min have er forvandlet til et billigt motel for bløddyr hvor verdens mest irriterende sang kører i slynge fra usynlige højttalere mens sneglene gør deres ting.

Jeg har en fredsaftale med de husbærende snegle. De holder sig for det meste i hjørnerne og dukker ikke op som ubehagelige, slimede overraskelser i bunden af krukkerne, så de får lov at leve. Hvis de bliver et problem er de lette at samle og flytte, og så synes jeg de er pæne.

Men de er sku ikke pæne når de parrer sig. I sådan et biologitime-perspektiv er det jo vældig interessant med deres tvekønnethed og alting, men jeg nægter at poste et billede. Hvis nogen vil vide mere kan de google husbærende snegle + parring. Ew!

Og så et billede af nogen yndige blomstrende træer nede bag Børnenes Dyremark.

Se hvordan støvdragerne kaster skygge i aftensolen.

Hvis man kan holde verdens mest irriterende sang, ud, og bare se billederne på youtube, er de ret søde. God Stil, Jane B.

Humleskud

De første ting jeg plantede i minihaven var lidt forskelligt fra grunden omkring min mormors gamle hus på Fyn. Blandt andet humle. Min mormor var ikke meget for dén plan, og havde følgende advarsel: "...og hvis du la'r vinduet stå åbent om natten, så kommer den ind!"

Men jeg har nu styr på min. Ikke mindst fordi jeg udnytter den på det groveste. Jeg lader den skyde frem om foråret og være grøn og frodig, og når sommeren så kommer med mere interessante klatreplanter, så slagter jeg den. På det tidspunkt plejer den også at være foruroligende tæt på vinduerne, så det passer ganske godt.

At den har overlevet denne behandling i 4 år er så til gengæld også beviset på dens livskraft, og på at min mormors Stephen King-agtige scenarie ikke er helt ude i skoven.

I år skal den desværre dele pladsen med nogle valske bønner, så jeg besluttede at holde den lidt nede fra begyndelsen. Kærestedrengen og jeg delte de blancherede humleskud som en laber lille forret. Det havde jeg læst at man kan, (og hvis Nanna Simonsen synes det er godt, så synes jeg det også, det er empirisk bevist gennem mange, mange år...).

De skulle smage lidt som asparges. Det gjorde de nu ikke. Det er kun asparges der smager som asparges. Men de smagte dejligt.

Smeltet smør og en varm tallerken havde nok været smartere.
Og undskyld billedkvaliteten. Det var før aftensmaden. Jeg var utålmodig.

Og hvis det står i avisen, så er det rigtigt!

Politiken i dag: "Spis roligt løs fra din forurenede have".