Kærestedrengen er i udlandet. Så jeg bærer det hele selv. Det der skal bæres. Op og ned fra loftet. Og min krop laver omgående den fysiske belastning om til noget psykisk. Lige meget hvor ofte jeg fortæller den, at sådan er det ikke.
Og så var der mormor på Fyn, som man ikke kan lade vente for længe.
Det var, og er, lidt for meget.
Men han kommer snart hjem, og kasserne forsvinder fra stuen igen, og alt bliver godt.
I mellemtiden hjælper det at stirre på billeder af løjtnantshjerte i min mormors have.
Er de ikke vidunderlige?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar