På 5. sal

Hårdføre Krysantemum i valgdagssol på Kærestedrengens altan.

Godt gået Georgine!

Georginehaven i Valbyparken har for længst fået et svirp af den nattefrost, som får georginer til at klaske sammen som rådden salat. Og i går, da vi gik forbi, kunne jeg se at knoldene er blevet gravet op.

Hjemme i min have blomstrer de heldigvis stadig i ly af huset, og i dag er der sprunget en herlig pink georgine ud, på det sted hvor de stod sidste år!

Jeg ved at jeg gravede alle knoldene op sidste efterår, så der må have ligget en lille stump i jorden, som har overlevet ved kombinationen af en mild vinter og et nænsomt mikroklima i min have. Nice!

Hvad blev der af september?

Jeg havde forventet en strålende varm september. Men den kom ikke rigtig, og så glemte jeg haven for en stund, og gik i køkkenet med alt det spiselige fra årets mest sprøde og saftige måned, som:

Havtorn fra Tippen

Sandkage med frisk rosmarin,

...og sukker på toppen.

Som man kan spise med æblemos lavet af de hér. (Okay, det er en pære øverst til venstre.)

Eller tilberedning af min mosters høst af bønner.

Så de kommer til at se sådan ud.

Og grønt i saltlage til pickles

Og lidt af det hér...

En kamelia!

Min grønthandler nede på hjørnet (som også sørger for at jeg kan få dækket mine Nørrebro-skabte behov for koriander og granatæbler) har det bedste udvalg i blomster og planter.
Det er godt at knopperne er smukke, for måske er knopperne de eneste jeg når at se. Kamelier bryder sig ikke om varmen indendøre. Jeg har lige læst at "De er vant til god luftfugtighed klods op ad klippekyster med lysåben skov". Jeg håber min kamelia vil tage til takke med et køligt køkkenvindue, masser af beundring og overbrusning fra den sprayflaske, jeg køber i morgen!

Teroser

Veninden sagde: "Nårh ja. Der er noget jeg kan dele med dig!". Hun havde fået fat i sådan et lille katalog der pusher lækkert, dyrt, semi-nødvendigt køkkenudstyr. Veninden tilstod også, at hun var tiltrukket af Périgord-glassene og konstaterede "at det nok er dér hun er på vej hén".

Jeg tror hun har ret. Jeg tror lige præcis hun og jeg er ved at gå ind i en fase, hvor vi bliver de voksne (og dér mener jeg voksne-voksne) vi forestillede os at vi en dag ville blive, dengang vi var 14 år. Siden vi begge er vokset op med forskellige varianter af påskønnelse af frankofil madlavning og smukt dækkede borde er det ikke så svært at analysere sig frem til, at der også ligger en form for behagelig regression, eller i al fald tryghed i at forestille sig at fordele sine krummer på et skærebrædt at oliventræ.

Jeg føler mig heller ikke afskrækket af, at Veninden indledende introducerede målgruppen for forretningen som "50-årige damer, der har for mange penge". Det lyder ikke ligefrem som en slem-slem skæbne. "50-årig dame" kommer jo helt af sig selv, og hvis "for mange penge" ligefrem går hen og bliver et problem, så findes der heldigvis: Kongelige bageforme; de smukkeste udstikkere, jeg nogen sinde har set; fjerkræ-stege-holde-tingester; i flere udformninger; den mest utrolige tube chokoladecreme. Og ikke mindst: teroserne.