Utålmodighed: Estragon, stenbed og en våd anemone

Arhj hvor er jeg utålmodig.

Jeg har ikke haft så meget tid til haven i påsken, men det går nok, da der jo strengt taget ikke er noget jeg skal nå. Værre er det, med det kolde vejr som nærmest får planterne til at stå i stampe.

De små estragonskud som jeg makro-fotograferede 25. marts er knap nået længere (og ja, jeg har nappet lidt i det ene blad).

Selv om næste uges regn sætter en stopper for mit projekt med at rense stenbeddet for ukrudt (ja, der er faktisk et fint stenbed under alt det grønne), så er det langt at foretrække, så længe der også følger mere forårsagtige temperaturer med. Jeg er bare så utålmodig efter at se tingene gro.

På den anden side har kulden sine fordele. Påskeliljerne har stået smukt hele ugen, og de små anemoner holder også dejligt længe.

En potte løvstikke / konen med æggene

Små løvstikkeplanter. Sådan nogen der står i en potte til en tyver, man køber  i supermarkedet.

De små plantebørn ser temmelig blegsotige ud i forhold til det, som kommer op af jorden på friland. Men duften og smagen er den samme. Jeg elsker løvstikke.

Når toppene er spist, vil jeg dele de små planter og potte dem enkeltvis, så der kan komme en helt lille løvstikkeplanteskole ud af det.

Hvis jeg planter noget på den lune terrasse, helt inde ved muren, og sætter ind med drivklokker, trylleformularer, regndans og opsendelse af fromme bønner, så kan det være at der kommer tidlig løvstikke frem til mig næste år.

Timian og etageløg

Den solbagte terrasseskrænt. På afstand ser timianen vissen ud, men det er den heldigvis slet ikke. Det er spidsen af en gren, som har slået rod, et godt stykke vej fra den oprindelige plante.

Etageløget i baggrunden er faldet af en plante sidste efterår. Det ligger ovenpå jorden, og er i gang med at slå rødder. Jeg må nok hellere lægge et par håndfulde kompost hen til pionererne hér, så de får lidt at gribe fat i. Nu har de jo selv fundet hinanden, og jeg tror det bliver et smukt match senere på sæsonen.

Helleborus

Jeg har fundet den frem mellem flere års gamle staudetoppe, og der står den så fin og gådefuld og elegant. Plantehviskeren har altid kaldt dem Nyserod, og jeg har gået rundt og troet, at de alle sammen hedder Juleroser, men sådan én som blomstrer om foråret kan man åbentbart også kalde Påskeklokke. Selv om der vist er lidt forvirring på området.

Jeg kalder den under alle omstændigheder for en af Fru Kjærs Blomster, som jeg vil passe ekstra godt på.

Marts

Helt almindelige indkøbsture ned til Irma og fiskemanden er de rene minefelter for tiden. Overalt udenfor butikkerne er der stativer som frister med georgineknolde og alt muligt andet lækkert. Særligt georginerne er det svært at gå forbi, for man ved bare at de bliver fantastiske hver og en.

Og hvis det ikke er knoldene, så er det små potter med de yndigste skilla. Eller fantastiske tilbud på let afblomstrede potter med juleroser som lige er til at plante i haven.

Åh!

Men jeg styrer mig. Jeg går så vidt som til at stå med poserne og potterne i hænderne -for derefter (med et hørligt suk, formoder jeg) at lægge dem tilbage. For sagen er, at der ikke rigtig er plads til noget derude. Eller rettere sagt. Der er ikke plads til at plante noget nyt før jeg har ryddet op i den filterkage af skvalderkål og kvikgræs der dækker alle bede. Og lidt planlægning er der heller aldrig en have som har taget skade af.

Så købte jeg en buket tulipaner, der stod og så strunke og dejlige ud ved blomsterhandlens indgang. Da jeg kom hjem med dem, foldede de sig ud og lignede rigtige havetulipaner. Omtrent det bedste jeg ved!

Det udløste straks de hedeste fantasier om overdådige løgbede som blomstrer i månedsvis og er en engelsk herregård værdig.

Jeg skriver det lige på listen...