21 marts 2012

Marts

Helt almindelige indkøbsture ned til Irma og fiskemanden er de rene minefelter for tiden. Overalt udenfor butikkerne er der stativer som frister med georgineknolde og alt muligt andet lækkert. Særligt georginerne er det svært at gå forbi, for man ved bare at de bliver fantastiske hver og en.

Og hvis det ikke er knoldene, så er det små potter med de yndigste skilla. Eller fantastiske tilbud på let afblomstrede potter med juleroser som lige er til at plante i haven.

Åh!

Men jeg styrer mig. Jeg går så vidt som til at stå med poserne og potterne i hænderne -for derefter (med et hørligt suk, formoder jeg) at lægge dem tilbage. For sagen er, at der ikke rigtig er plads til noget derude. Eller rettere sagt. Der er ikke plads til at plante noget nyt før jeg har ryddet op i den filterkage af skvalderkål og kvikgræs der dækker alle bede. Og lidt planlægning er der heller aldrig en have som har taget skade af.

Så købte jeg en buket tulipaner, der stod og så strunke og dejlige ud ved blomsterhandlens indgang. Da jeg kom hjem med dem, foldede de sig ud og lignede rigtige havetulipaner. Omtrent det bedste jeg ved!


Det udløste straks de hedeste fantasier om overdådige løgbede som blomstrer i månedsvis og er en engelsk herregård værdig.

Jeg skriver det lige på listen...

Ingen kommentarer: