Timian og mynte

Hvor herligt er det lige, når man står og mangler en lav, krybende timian, og Veninden så ringer lørdag formiddag og siger, at nu står hun hos Camilla Plum og vil købe noget til mig!

Den hedder Wine and Roses, og jeg håber den falder til i sprækkerne mellem nogle store naturstens-agtige fliser, der ligger i haven. 

Jeg hepper på at timianen har lyst til at brede sig. Tror det vil se fint ud og måske dufte dejligt når solen bager.

Jeg fik også en grapefrugtmynte. Den kan efter oplysning fra Plum herself, som langede planter over disken, bruges til limonade. Fine, fine planter!

28/7 - Hovsa. Nu med smartphone. Måske husker jeg at skrive lidt tekst næste gang...

Fru Kjærs Blomster

Så snart muligheden er der, er jeg ude i haven. For at se, snuse, blive glad og kigge til Mary Washington. Der er nok at gå i gang med, men lige for tiden gælder det også om at holde snitterne for sig selv, så jeg ikke ødelægger noget.

Den tidligere ejer af haven vidste nemlig godt, hvad hun gjorde, kan man se. Så under den lidt viltre overflade er der en fin have og mange slags blomster.

 f.eks. perlehyacinter

 Masser af perlehyacinter.

Græs

Mon ikke det er det, der hedder kvikgræs eller senegræs. Det har i hvert fald lange, seje rødder og opfører sig temmelig meget som ukrudt, dér midt i terrassebeddet.

Men se hvor pænt det kan være, sådan en kold forårssolskinsmorgen, med en kuglerund dugdråbe på spidsen af hvert eneste strå.

 

Virkelig hvert eneste strå.

Mary Washington...

... er efter alt at dømme en sej tøs!

Plantehviskeren såede nogle frø for mig sidste sommer da jeg (temmelig konen-med-æggene-agtigt) straks gik i gang med at planlægge have til det hus, vi endnu ikke havde overtaget. Men ak, kasserne med de små planter, som blev bragt fra Fyn til København i efteråret, fik lov at henslæbe en lang og kold vinter på terrassen.

Artiskokkerne klarede det ikke. Og heller ikke de små purpursolhat. Men Mary W. lader sig heldigvis ikke kyse af en vinter i en bundfrossen urtepotte

 

Da jeg tog fat i potterne for at smide indholdet ud, tittede de sødeste mikro-asparges frem! Et nogenlunde egnet stykke jord blev hurtigt gjort klar, og de små pus skyndsomst plantet. Nu går jeg og hepper på dem, og får -hver eneste dag- lejlighed til at sige sætningen: "Jeg smutter lige ned og kigger til mine asparges". Det er deeejligt...