01 april 2009

Selvsikre bønner og andre frø

Pakken med frø ventede på mig i dag da jeg kom hjem.

(Meget passende når det netop i dag er blevet forår, og varmt nok til at sidde lidt sammen med Kærestedrengen på en bænk i solen efter arbejde.)

Bønnerne har det herligt selvsikre navn Masterpiece Green Longpod.

Jeg glæder mig.

Selv om jeg måske ikke kommer til at høste en milliard bønner, så glæder jeg mig bare til at se dem spire.

31 marts 2009

Prag, forårsvitaminer, Botanisk Have

Kærestedrengen og jeg var på en lille ekspedition til Prag i weekenden. Og jeg var på jagt efter forårsvitaminer til øjnene.

Ude. Den gamle Rådhusplads. Medbragt forårsstemning til boderne i baggrunden virkede fint for mig. På samme måde som julepynt og kulørte lamper. Nogle gange er autenticitet overvurderet.

Inde. På vej op til slottet. Hvad mon der er sket hér?

Ude. Botanisk have. Primula og lidt sol.

Inde. Botanisk have. Pelargonier, primula, alpeviol. Jeg kunne godt tænke mig sådan et blomstervindue lige nu.

Ude. Botanisk have. Skilla (?) på bløde bakker.

Der er er vist to botaniske haver i Prag. Den jeg besøgte ligger inde i byen, i gåafstand fra centrum. Meget fin og stemningsfuld. Bakket terræn og højtliggende så man føler at der virkelig er udsigt. Og helt perfekt hvis man, som jeg, bliver stresset af menneskemængder og nye steder, og bare trænger til at sidde lidt.

25 marts 2009

"Lettere forurenet"

Okay. Så jorden er giftig. Lidt.

Jeg har undersøgt det med jordforurening i byer lidt nærmere i dag, og faktisk klassificeres al jord i byområder automatisk som "lettere forurenet". (Kilde: Miljøkontrollen i København) Forureningen er f.eks. bly og tjærestoffer fra mange års byliv.

Jeg har dog også fået bekræftet at min have ikke ligger ovenpå en tidligere industrigrund eller lignende. Lige præcis mit område er ikke undersøgt nærmere, men jeg kan se, at der er taget prøver på nogle grunde i nærheden og de er -ikke overraskende- erklæret "lettere forurenede". Så det er nok ikke realistisk at forestille sig at det kun er støv fra enhjørningevinger der er landet i mine bede.

Københavns Miljøkontrol fraråder ikke at man dyrker grøntsager, men foreslår nogle forholdsregler. Fra hjemmesiden:
Forsøg med dyrkning af afgrøder i lettere forurenet jord og kraftigt forurenet jord har vist at frugten og afgrøderne ikke, eller kun i meget ringe grad, optager miljøfremmede stoffer. I forbindelse med dyrkning af afgrøderne kan man imidlertid blive udsat for forurening. Derfor anbefales det, at børn ikke færdes i køkkenhaven, hvor der er bar jord, og at voksne benytter havehandsker. Afgrøder, hvor jorden er svær at skylle af f.eks. jordbær anbefaler vi, at du dyrker i ren jord.
Jeg har selvfølgelig tænkt mig at tilpasse mig til de forholdsregler der bliver foreslået, og så har jeg i øvrigt tænkt mig at tage den med ro! Det er jo ikke noget højintensivt landbrug jeg starter, og vil derfor næppe være selvlysende til september.

Men tjek lige mit sikkerhedsudstyr.

Og hér et foto fra i går der beviser at jeg rent faktisk planter og laver havearbejde med gule gummihandsker allerede. Ja jeg gør så.

24 marts 2009

Udfordringer

Jeg er i fuld gang med at finde ud af hvordan det kan lade sig gøre, men tidligere har jeg aldrig for alvor overvejet at dyrke spiselige ting i haven. Af de følgende tre grunde.
  • Haven er ikke nogen solbeskinnet sydfransk skråning. Der er dejlig sol fra middag og til 18-tiden. Det er for det meste nok til havens mennesker (og rigeligt til Veninden, der insisterer på at spise morgenmad i haven uanset skygge og kølighed. Hvad har man ellers tæpper til?), men ikke altid varmt nok til de krukker med tomatplanter og basilikum, som man forestiller sig når man lige er flyttet ind.
  • Der er også det med pasningen. Jeg tager tit til Fyn (for at passe en rigtig køkkenhave) eller steder hén med kærestedrengen. Hvis jeg prøver at dyrke ting, der kræver kuvøsepleje og følsom drypvanding 3 gange i døgnet, ender det i skuffelser. Så det er jeg holdt op med. På ét eller andet tidspunkt vil jeg garanteret blive sådan en type, der ikke rejser om sommeren, fordi drivhusene ikke kan passe sig selv. Det glæder jeg mig meget til! Men det er altså ikke endnu.

Dobbelte vintergækker

Dobbelte vintergækker, som jeg har gravet op til min mormor. De er ikke helt unge længere, men stadig smukke, synes jeg.

Vintergækkerne kommer faktisk fra Fyn, fra min mormors gamle have. Jeg plantede en blok i min gård på Nørrebro for mange år siden. Den voksede sig stor og tæt. Da jeg flyttede gravede jeg en del af blokken op og plantede den i min nye have.

I mellemtiden er min mormor flyttet, og har ikke fået nogen dobbelte vintergækker med sig. Men nu skal de altså tilbage til Fyn.