25 marts 2009

"Lettere forurenet"

Okay. Så jorden er giftig. Lidt.

Jeg har undersøgt det med jordforurening i byer lidt nærmere i dag, og faktisk klassificeres al jord i byområder automatisk som "lettere forurenet". (Kilde: Miljøkontrollen i København) Forureningen er f.eks. bly og tjærestoffer fra mange års byliv.

Jeg har dog også fået bekræftet at min have ikke ligger ovenpå en tidligere industrigrund eller lignende. Lige præcis mit område er ikke undersøgt nærmere, men jeg kan se, at der er taget prøver på nogle grunde i nærheden og de er -ikke overraskende- erklæret "lettere forurenede". Så det er nok ikke realistisk at forestille sig at det kun er støv fra enhjørningevinger der er landet i mine bede.

Københavns Miljøkontrol fraråder ikke at man dyrker grøntsager, men foreslår nogle forholdsregler. Fra hjemmesiden:
Forsøg med dyrkning af afgrøder i lettere forurenet jord og kraftigt forurenet jord har vist at frugten og afgrøderne ikke, eller kun i meget ringe grad, optager miljøfremmede stoffer. I forbindelse med dyrkning af afgrøderne kan man imidlertid blive udsat for forurening. Derfor anbefales det, at børn ikke færdes i køkkenhaven, hvor der er bar jord, og at voksne benytter havehandsker. Afgrøder, hvor jorden er svær at skylle af f.eks. jordbær anbefaler vi, at du dyrker i ren jord.
Jeg har selvfølgelig tænkt mig at tilpasse mig til de forholdsregler der bliver foreslået, og så har jeg i øvrigt tænkt mig at tage den med ro! Det er jo ikke noget højintensivt landbrug jeg starter, og vil derfor næppe være selvlysende til september.

Men tjek lige mit sikkerhedsudstyr.

Og hér et foto fra i går der beviser at jeg rent faktisk planter og laver havearbejde med gule gummihandsker allerede. Ja jeg gør så.

24 marts 2009

Udfordringer

Jeg er i fuld gang med at finde ud af hvordan det kan lade sig gøre, men tidligere har jeg aldrig for alvor overvejet at dyrke spiselige ting i haven. Af de følgende tre grunde.
  • Haven er ikke nogen solbeskinnet sydfransk skråning. Der er dejlig sol fra middag og til 18-tiden. Det er for det meste nok til havens mennesker (og rigeligt til Veninden, der insisterer på at spise morgenmad i haven uanset skygge og kølighed. Hvad har man ellers tæpper til?), men ikke altid varmt nok til de krukker med tomatplanter og basilikum, som man forestiller sig når man lige er flyttet ind.
  • Der er også det med pasningen. Jeg tager tit til Fyn (for at passe en rigtig køkkenhave) eller steder hén med kærestedrengen. Hvis jeg prøver at dyrke ting, der kræver kuvøsepleje og følsom drypvanding 3 gange i døgnet, ender det i skuffelser. Så det er jeg holdt op med. På ét eller andet tidspunkt vil jeg garanteret blive sådan en type, der ikke rejser om sommeren, fordi drivhusene ikke kan passe sig selv. Det glæder jeg mig meget til! Men det er altså ikke endnu.

Dobbelte vintergækker

Dobbelte vintergækker, som jeg har gravet op til min mormor. De er ikke helt unge længere, men stadig smukke, synes jeg.

Vintergækkerne kommer faktisk fra Fyn, fra min mormors gamle have. Jeg plantede en blok i min gård på Nørrebro for mange år siden. Den voksede sig stor og tæt. Da jeg flyttede gravede jeg en del af blokken op og plantede den i min nye have.

I mellemtiden er min mormor flyttet, og har ikke fået nogen dobbelte vintergækker med sig. Men nu skal de altså tilbage til Fyn.

23 marts 2009

Spiseligt i byhaven?

Jeg vil også ha’ køkkenhave! Og være klimavenlig og regional og hjemmedyrkende og smaddermeget med på noderne!*

Eller okay, jeg vil egentlig bare ha' fornøjelsen ved at spise grønne ting, jeg selv har dyrket, og som er høstet 10 minutter tidligere.

Ved hjælp af det store udvalg hos Primafrø og artikler på uforlignelige havenyt.dk har jeg fundet nogle ting der måske kan fungere indenfor min haves beskedne plads- og klimamæssige rammer.

Mere om grunden til mine valg af afgrøder (”afgrøder”, ha ha! – Så hørte man lige en loppe gø :-D) senere på ugen.

* Tak, Nina for link!

17 marts 2009

Åh, hej Smukke!

Det var da lige dig jeg gik og ventede på!

Og interessant nok var kameraet også så begejstret for at blive luftet, at det sørgede for selv at komme med på billedet. Syret.