Kærlig hilsen Vibeke

Min have giver mig en forbindelse frem, og en forbindelse tilbage. Forbindelse i tid, forbindelse i året og forbindelse i alle retninger.














Som f.eks. til Vibeke, der er mor til min gymnasietids-soulmate. Vibeke har allerede generøst delt ud af Iris, Storkenæb og meget andet godt fra sin have. Og for et stykke tid siden dumpede en fin, lille kuvert ind ad brevsprækken. Det var "Frø til de dobbelte lyserøde valmuer vi snakkede om". Og så ser det ud til, at der er tænkt på mig, og jeg kan hente flere aflæggere i Vanløse ved lejlighed!

Vibekes Valmuer fra Vanløse kan genopstå hjemme hos mig om et halvt års tid. Det er alså fint! Og jeg ved lige hvor frøene skal drysses ud...

Fredag

Fredag var en rigtig hér-og-dér-og-alle-vegne dag. Blandt andet var der bøger, som skulle afleveres. På en mark lidt udenfor Roskilde.

Faktisk et upraktisk sted at låne sine bøger når man bor i København. Men biblioteket er stort, godt og smukt. Og så hører jeg jo til der. Lidt endnu.

Har gået turen over marken ned til RUC mange gange, og tit med blandede følelser. Er jo på en måde vokset op dér, og det har taget sin tid...

Mens jeg har nølet med det akademiske og lavet Alt.Muligt.Andet er der vokset buske og små træer frem på marken der ligger mellem station og universitet: Store smukke pile, tjørn, mirabeller og en slags små, vilde blommer, som vi i min familie kalder kræger.

I dag har jeg kameraet i tasken, gummistøvler på og foretager ekskursioner gennem højt græs hen til de fineste træer, for at fotografere. Jeg kan mærke at jeg hører til hér, men samtidig ikke længere. Jeg kan også mærke at jeg er ligeglad med at træerne har haft tid til at blive store, og hvad folk på stien måtte tænke, i øvrigt. Jeg ta'r mig den tid jeg skal bruge. Jeg går den vej jeg vil. Det er ikke stædighed. Det er heller ikke trods eller oprør. Det kan bare ikke være anderledes.

Det eneste der betyder noget er at være i den klingende klare luft. Med frosten der knaser under fødderne og de næsten overnaturlige farver omkring mig. At stå mellem træerne der bærer den smukkeste frugt. Fredag den 3. november.

Cyklus

Det er slut med de blå trompeter, cosmos, zinnia og selvfølgelig georginerne. Naboerne skæver bekymret ind når de går forbi. Er ellers *pavestolt* blevet identificeret som "hende med de smukke blomster" til et arrangement i ejerforeningen, men i dag er jeg kun hende med den visne have.














Jeg klipper, samler, fylder sorte sække og graver. Bedene kommer til at ligne en slagmark efter jeg har været der med greben. Det er ikke så sjovt, men godt at tænke tanker til, og så hjælper det med musik i ørerne der både er blød og klingende på samme gang. Efterhånden som georginernes knolde kommer op (kun grovsorteret i høje og lave. Kan garanteret ikke holde styr på farvesorteringen i det lange løb, og georginers motto er alligevel 'jo værre jo bedre'.) kan jeg se at de tomme pladser i bedene også giver muligheder.

Da det er skumret så meget, at man næsten ikke kan tage billeder længere, ser jeg, at den avis, jeg har foret kassen med, har sin egen kommentar til eftermiddagens aktivitet. Og mere er der jo egentlig ikke at sige til det.

Åh nej...

Det Narnia-agtige scearie udenfor, med parkeringspladser som skøjtebaner og is på springvandet nede på pladsen, har sin pris.

Og jeg ved godt at alting har sin pris og sin tid og at der kommer noget nyt til næste forår. Men altså: Åh nej, mine stakkels, stakkels cosmos og georginer...

Funky i slud

Så for syv sytten! Inden man kan nå at få sagt "hue og halstørklæde", så står himmel og jord i ét!

Vi frygter vist alle sammen den grå novembertræghed vi går imøde. Og vi overvejer vores strategier til at komme helskindet igennem. Det har Levende/ Nordbrandt/ Bjørnvig ramt smukt og præcist i dag!


Min strategi er foreløbig at fokusere på den hér georgine, som er mere funky og lysende end nogensinde. Med slud og det hele.