04 juli 2013

Summetid

 Lyden af summende bier er lyden af sommerferie. Honningurt, kulsukker, timian og salvie var favoritterne i juni. Nu er hjulkronen sprunget ud, og er klar til at afløse.
 Sommerens bedste show er en kæmpe merian, som står lige ved den trappe, der fører fra vores terrasse og ned i haven. Den springer ud om et par dage, og bierne er vilde med den. Jeg kan sidde længe på de varme trappetrin lige ved siden af planten og bare glæde mig over lyden og aktiviteten.

Stiklingen og jeg har allerede brugt lang tid på at se på bierne sammen. Hun har de toåriges skrækblandede fryd når det gælder smådyr og insekter, og da hun helst ikke skal blive bange for at færdes i den summende have, så arbejder vi på at blive fortrolige med bier og humlebier.

Næste udfordring bliver nærgående hvepse. Men jeg tænker at det er godt udgangspunkt at kunne kende forskel på de forskellige dyr der flyver, summer og har noget gult på kroppen. Så kan man tage sine forholdsregler når det er nødvendigt.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Ja, sommeren er forbi og derfor er det dejligt at falde over sådan en post som denne ved et tilfælde. Spændende læsning, forsæt med det. Min blog www.underneath.nu handler om lidt af hver og til tider havebrug.