Frø af akeleje

Ryddede lidt op i dag.
Åbnede en afklippet frøstand for at se om frøene var modne.

Nogle af frøene var blanke og mørke (så de skal nok ikke i kompostbunken).

Men de knap så modne frø var helt helt grønne.

Virkelig flot, synes jeg. 

Sådan en farve, og sådan en transformation fra det bløde lysegrønne til det smaragdgrønne over i det glinsende sorte, findes inde i hver eneste frøstand. Bare fordi. Det er da for vildt.

Stikkelsbær

De er ikke fra min egen have, billederne. Og jeg kunne passende skrive "arkivfoto" under hvert billede, for de er to år gamle. Det er lidt et brud med nogle dogmeregler, jeg ikke vidste, jeg havde, faktisk.

De er taget i min mormors have den sidste sommer det overhovedet var muligt -hvis man var heldig- at møde et glimt af den rigtige Mormor. Den Mormor jeg havde før demensen fuldstændig fik overtaget.

Når jeg sidder lidt med billederne, kan jeg godt mærke hvordan jeg havde det den dag. Det er sådan en langtrukken sorg at se nogen blive dement. Den information er på en eller anden måde lagret i billedet.

Men det jeg egentlig ville skrive, så jeg husker det og får gjort noget ved det, er at jeg virkelig virkelig ønsker mig en stikkelsbærbusk til haven. Jeg elsker at plukke bær, og det var noget vi gjorde sammen hver sommer.



Samtidig ved jeg, at hun ville hade tanken om, at jeg går rundt herinde i København og betaler 35 kr. (!!!) for en bakke stikkelsbær. På den måde er der sluttet en ring, der på flere måder sender mig tilbage til min elskede mormor.

Grønne urtesenge

Højbeddet som jeg fægtede rundt med i det tidlige forår er efterhånden blevet fyldt med krydderurter, blomster og lidt salat. Der er nok til at jeg kan hente mig en nævefuld grønt til aftensmaden når det passer mig. Det er stort.

I starten var der rette vinkler og femårsplaner for placering af planter. Det er der ikke mere. (Jeg ved i øvrigt godt at valmuerne nederst til venstre på sidste billede ikke kan spises)



Jeg var til barnedåb i lørdags, og vi sang Nu blomstertiden kommer. Så hver gang jeg nu går forbi, tænker jeg på udtrykket urteseng.

De fagre blomsterenge
og agrene på rad,
de grønne urtesenge
og skovens friske blad,
de skulle os påminde,
hvor Gud er rig og from,
der lader nåden rinde
og række året om.

Kodriverintervention?

Ved foden af Bellahøjhusene er der et anlæg med plæner, store smukke busketter, og en legeplads.

Det hele er vældig fint, og sådan en lysende lørdag i maj er det selvfølgelig totalt uimodståeligt.

Et sted, lige ved siden af en gangsti, står en enkelt hulkravet kodriver. Den står så fint, og passer perfekt lige dér.

Det er den eneste af sin slags jeg kan få øje på. Jeg ved godt at planter kan så sig selv fra frø, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er tale om en form for guerilla gardening hér. Eller måske kunne man kalde det en nænsom intervention i bynaturen. Måske har nogen lige syntes at den manglede?


Uanset hvordan den er nået frem, så håber jeg at den breder sig.

Kimblade, Hjulkrone

Den dejlige Hjulkrone, der selv finder ud af, hvor den kunne tænke sig at gro. Hér i udkanten af aspargesbeddet, hvilket er helt okay med mig.

Snart

Akelejerne er brudt ud af deres kuppelform. Så ved man, at der snart kommer blomster.

Kimplante, tomat

Det er "Paul Robeson" fra Camilla Plum. Der var 8 frø i posen. Alle spirede. Har lige aftalt med Plantehviskeren at halvdelen bortadopteres til et kærligt hjem og en sydvendt mur et sted på Fyn.

Etageløg kan vist bedst lide sol

Jeg flyttede nogle planter i dag, og man kan tydeligt se at placeringen betyder meget for størrelsen. Løgene til højre er vokset i næsten fuld sol. Løgene til venstre har kun fået et par timers morgensol, og ellers slagskygge fra et plankeværk.

Fandt også nogle yngleløg, der havde ligget oven i en urtepotte. Hvor er de altså bare lækre! Koncentreret forår.

Den første asparges!

Det er hermed slået fast! 10-12 grader og regn er meget bedre end påskens køleskabstemperatur. Har set den første asparges... og 2 mere fordi jeg ikke kunne lade være med at rode efter dem (undskyld, Mormor!).

Sidste år blev de små planter jo bare kastet ned i jorden det eneste sted hvor der var plads, og det var nogle små siv der kom op. Denne asparges har en pæn tykkelse, som en af de tyndere asparges i et bundt grønne fra supermarkedet.

Hvor blev jeg glad. Fik faktisk en smule hjertebanken, blev en smule ør i hovedet. Bare lige et øjeblik. Som når man møder én, man er forelsket i. Tosset. Men dejligt.

Må dog virkelig se at få lært at bruge det fine kamera, jeg har fået. Der er vel ikke nogen grund til, at sådan et lille stykke aspargeslykke skal ligne en klam, gul nikotinfinger på vej op. Well well.

Utålmodighed: Estragon, stenbed og en våd anemone

Arhj hvor er jeg utålmodig.

Jeg har ikke haft så meget tid til haven i påsken, men det går nok, da der jo strengt taget ikke er noget jeg skal nå. Værre er det, med det kolde vejr som nærmest får planterne til at stå i stampe.

De små estragonskud som jeg makro-fotograferede 25. marts er knap nået længere (og ja, jeg har nappet lidt i det ene blad).

Selv om næste uges regn sætter en stopper for mit projekt med at rense stenbeddet for ukrudt (ja, der er faktisk et fint stenbed under alt det grønne), så er det langt at foretrække, så længe der også følger mere forårsagtige temperaturer med. Jeg er bare så utålmodig efter at se tingene gro.

På den anden side har kulden sine fordele. Påskeliljerne har stået smukt hele ugen, og de små anemoner holder også dejligt længe.

En potte løvstikke / konen med æggene

Små løvstikkeplanter. Sådan nogen der står i en potte til en tyver, man køber  i supermarkedet.

De små plantebørn ser temmelig blegsotige ud i forhold til det, som kommer op af jorden på friland. Men duften og smagen er den samme. Jeg elsker løvstikke.

Når toppene er spist, vil jeg dele de små planter og potte dem enkeltvis, så der kan komme en helt lille løvstikkeplanteskole ud af det.

Hvis jeg planter noget på den lune terrasse, helt inde ved muren, og sætter ind med drivklokker, trylleformularer, regndans og opsendelse af fromme bønner, så kan det være at der kommer tidlig løvstikke frem til mig næste år.

Timian og etageløg

Den solbagte terrasseskrænt. På afstand ser timianen vissen ud, men det er den heldigvis slet ikke. Det er spidsen af en gren, som har slået rod, et godt stykke vej fra den oprindelige plante.

Etageløget i baggrunden er faldet af en plante sidste efterår. Det ligger ovenpå jorden, og er i gang med at slå rødder. Jeg må nok hellere lægge et par håndfulde kompost hen til pionererne hér, så de får lidt at gribe fat i. Nu har de jo selv fundet hinanden, og jeg tror det bliver et smukt match senere på sæsonen.

Helleborus

Jeg har fundet den frem mellem flere års gamle staudetoppe, og der står den så fin og gådefuld og elegant. Plantehviskeren har altid kaldt dem Nyserod, og jeg har gået rundt og troet, at de alle sammen hedder Juleroser, men sådan én som blomstrer om foråret kan man åbentbart også kalde Påskeklokke. Selv om der vist er lidt forvirring på området.

Jeg kalder den under alle omstændigheder for en af Fru Kjærs Blomster, som jeg vil passe ekstra godt på.

Marts

Helt almindelige indkøbsture ned til Irma og fiskemanden er de rene minefelter for tiden. Overalt udenfor butikkerne er der stativer som frister med georgineknolde og alt muligt andet lækkert. Særligt georginerne er det svært at gå forbi, for man ved bare at de bliver fantastiske hver og en.

Og hvis det ikke er knoldene, så er det små potter med de yndigste skilla. Eller fantastiske tilbud på let afblomstrede potter med juleroser som lige er til at plante i haven.

Åh!

Men jeg styrer mig. Jeg går så vidt som til at stå med poserne og potterne i hænderne -for derefter (med et hørligt suk, formoder jeg) at lægge dem tilbage. For sagen er, at der ikke rigtig er plads til noget derude. Eller rettere sagt. Der er ikke plads til at plante noget nyt før jeg har ryddet op i den filterkage af skvalderkål og kvikgræs der dækker alle bede. Og lidt planlægning er der heller aldrig en have som har taget skade af.

Så købte jeg en buket tulipaner, der stod og så strunke og dejlige ud ved blomsterhandlens indgang. Da jeg kom hjem med dem, foldede de sig ud og lignede rigtige havetulipaner. Omtrent det bedste jeg ved!

Det udløste straks de hedeste fantasier om overdådige løgbede som blomstrer i månedsvis og er en engelsk herregård værdig.

Jeg skriver det lige på listen...

Klar!

Jeg samlede det nye bed i weekenden. Da græsset var gravet af tog det ca. et par timer at få det til at stå nogenlunde pænt, ... men det føltes som meget længere!

Jeg er rigtig glad for resultatet, men det var altså ikke helt så nemt som man skulle tro, når man læser producentens hjemmeside. Et mindre bed uden sneglehegn, som samles på en plan overflade, er helt sikkert pærelet. Men mit bed består af 6 stykker, som hver er 120 cm lange + 6 stykker sneglehegn som ikke rigtig sidder fast, men "hænger" på kanten indtil beddet er samlet. Hertil kommer, at det stykke græs, der blev vendt, selvfølgelig ikke var fladt som gulvet i en gymnastiksal, så det krævede lidt justeringer og en hel del dyyybe vejrtrækninger at nå i mål.

Men nu står det der! Græstørvene er vendt og lagt tilbage, og så skal der bare noget mere jord i. Indtil videre (men det glemte jeg at tage et billede af) er det også dækket med sort plast, så græsset ikke finder på at gro.

Jeg glæder mig helt vildt til at dyrke ting i det. Eneste problem er nu, at hjørnerne på sneglehegnene er temmelig spidse. Man kan se det i to dele på billedet herover. Det er bestemt ikke noget for bare ben (og slet ikke for små, bløde børneben), og der kunne godt være brug for en eller anden form for "hjørnebeskytter" der lige tager det værste krads.

Februar # 2 (og opmuntringspakke # 2)

Den er fra Mig til Mig!

En højbed fra Land.

Februar

Som med Norbrandts november-digt, så er der en tekstlinje som passer til februar. At den kan gøre os mindre. For det kan den virkelig. Ikke nødvendigvis trist, men bare mindre og ikke særlig fabelagtig.  Det er selvfølgelig Frank Jæger:

Liden sol i disse uger.
Februar har gjort os mindre.
Sne som tynger. Is som knuger.
Vi kan ingeting forhindre.


Vi kan heller ikke bede
om at måtte bliver større.
Stær og mus og vinterhvede
må på vore vegne spørre.


Men måske april vil hente
vore hjertebål tilbage.
Sammen vil vi tålsomt vente, 
liden sol i disse dage

Veninden, der forstår den slags, har sendt en opmuntringspakke, der blandt andet indeholdt disse herlige illustrationer fra frøposer.

Opmuntringen virker. Jeg har lagt dem frem på skrivebordet, så  verbena, tallerkensmækkere og cosmos "fancy mixed" er et første jeg ser om morgenen. Det er min februartalisman. Et lille, effektivt middel til at minde om, at der kommer robuste blomsterranker og strunke blomsterstilke en gang til sommer, og mere sol indenfor en overskuelig fremtid.