28 april 2011

Fru Kjærs Blomster

Så snart muligheden er der, er jeg ude i haven. For at se, snuse, blive glad og kigge til Mary Washington. Der er nok at gå i gang med, men lige for tiden gælder det også om at holde snitterne for sig selv, så jeg ikke ødelægger noget.

Den tidligere ejer af haven vidste nemlig godt, hvad hun gjorde, kan man se. Så under den lidt viltre overflade er der en fin have og mange slags blomster.
 f.eks. perlehyacinter

 Masser af perlehyacinter.

16 april 2011

Græs

Mon ikke det er det, der hedder kvikgræs eller senegræs. Det har i hvert fald lange, seje rødder og opfører sig temmelig meget som ukrudt, dér midt i terrassebeddet.

Men se hvor pænt det kan være, sådan en kold forårssolskinsmorgen, med en kuglerund dugdråbe på spidsen af hvert eneste strå.

 

Virkelig hvert eneste strå.

13 april 2011

Mary Washington...

... er efter alt at dømme en sej tøs!

Plantehviskeren såede nogle frø for mig sidste sommer da jeg (temmelig konen-med-æggene-agtigt) straks gik i gang med at planlægge have til det hus, vi endnu ikke havde overtaget. Men ak, kasserne med de små planter, som blev bragt fra Fyn til København i efteråret, fik lov at henslæbe en lang og kold vinter på terrassen.

Artiskokkerne klarede det ikke. Og heller ikke de små purpursolhat. Men Mary W. lader sig heldigvis ikke kyse af en vinter i en bundfrossen urtepotte


Da jeg tog fat i potterne for at smide indholdet ud, tittede de sødeste mikro-asparges frem! Et nogenlunde egnet stykke jord blev hurtigt gjort klar, og de små pus skyndsomst plantet. Nu går jeg og hepper på dem, og får -hver eneste dag- lejlighed til at sige sætningen: "Jeg smutter lige ned og kigger til mine asparges". Det er deeejligt...

05 april 2011

Klogere

Hov. Jeg har lige læst i denne -meget fine- artikel i havenyt.dk, at krokus kan så sig selv. Og selvfølgelig kan de vel det! Det er måske en bedre forklaring på, hvordan der er kommet krokus mellem fliserne. Og også en forklaring på, hvorfor de smukt, men totalt uorganiseret, danser ud over græsplænen.



Eller måske er mosplænen en bedre betegnelse. Men det skulle også, igen ifølge artiklen, være befordrende. Så hurra for mos i græsset!

02 april 2011

Krokus

Jubiii - hver dag er der dukket noget nyt op, når jeg kigger derud! Lige nu er det krokus.

Én stribet. Blandt gule, og enkelte blå, og de sarte lyseblå som også ses på billedet.


Og sådan en flok gavtyve som titter op mellem fliserne bagerst i haven. Hvordan mon det er gået til?


Er det resterne af et nedlagt bed, som lå på stedet før nogen besluttede at der var brug for fliser?

Eller har fru Kjær, som havde haven før mig, mon set charmen og listet et par tiloversblevne løg ned i sprækkerne?



Jeg tror det er fru Kjærs værk.