Nogle micro-appelsiner i min novemberturban

Sidste uge var lidt en heks. Det virker underligt ude af proportion at skrive om det i denne kontekst af ...planter. Men der var nogen, der blev så syge, at vi ikke ved om de kommer sig igen, og der var én der skulle begraves. Og så var der generelt triste nyheder hver dag, og mig der blev mere og mere sur som dagene gik.

Torsdag var jeg så grov-tvær at Kærestedrengen burde modtage en form for diplom for at bære over med mig.

Og nu kommer det så. Og der er ikke noget at gøre ved det, hvis det virker overfladisk. Disse ting tøede mit hjerte op igen:

Timian. Den fineste økologiske timian, dyrket af nogen som har et navn. Tydeligvis nogen, som har forstand på det. For så smukke krydderurter er det kun virkelige plantehviskere som forstår at dyrke.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg finder det dybt rørende at nogen (som altså så hedder Benny Jensen) har gjort sig umage med sin timian.


Og de hér små bakker med "microgrønt". Det grønne er rucola, og smager virkelig af rucola. Det røde hedder amaranth og smager lidt af ... et-eller-andet. Men smukt ser det ud. Muligvis ikke nogen nyhed i de smartere kvarterer, men her ude i Sydhavnen er det en velkommen nyhed.

Nogen har sået de små frø, og sørget for at de fik det rigtige lys og de rigtige forhold at spire under hér i november, og det er lykkedes. Det er da stort! Strengt taget ved jeg ikke hvor økologisk det er at køre lastbiler rundt med småbitte bakker småbitte urter. Men det gjorde mig så glad, og helt blød indeni igen.

Senere samme dag hentede jeg Veninden i lufthavnen, og vi fik klaret begravelsen, og det var dejligt at se hende, trods anledningen. Og senere igen kom der gæster (som fik suppe med pynt af to slags microgrønt), og den ene af de to gæster sprang mig i møde med en potteplante pakket ind i blomsterhandlerpapir og sagde "Her er en julerose!"

Som om hun lige vidste, at det var det jeg havde brug for!