Sneglenes forplantning fra et lejlighedsvis snerpet perspektiv

Jeg er ellers ikke sart, men...

Nattens regn har gjort havens planter godt.

Den har også gjort sneglene særdeles aktive og komplet frivole. Min have er forvandlet til et billigt motel for bløddyr hvor verdens mest irriterende sang kører i slynge fra usynlige højttalere mens sneglene gør deres ting.

Jeg har en fredsaftale med de husbærende snegle. De holder sig for det meste i hjørnerne og dukker ikke op som ubehagelige, slimede overraskelser i bunden af krukkerne, så de får lov at leve. Hvis de bliver et problem er de lette at samle og flytte, og så synes jeg de er pæne.

Men de er sku ikke pæne når de parrer sig. I sådan et biologitime-perspektiv er det jo vældig interessant med deres tvekønnethed og alting, men jeg nægter at poste et billede. Hvis nogen vil vide mere kan de google husbærende snegle + parring. Ew!

Og så et billede af nogen yndige blomstrende træer nede bag Børnenes Dyremark.

Se hvordan støvdragerne kaster skygge i aftensolen.

Hvis man kan holde verdens mest irriterende sang, ud, og bare se billederne på youtube, er de ret søde. God Stil, Jane B.

Humleskud

De første ting jeg plantede i minihaven var lidt forskelligt fra grunden omkring min mormors gamle hus på Fyn. Blandt andet humle. Min mormor var ikke meget for dén plan, og havde følgende advarsel: "...og hvis du la'r vinduet stå åbent om natten, så kommer den ind!"

Men jeg har nu styr på min. Ikke mindst fordi jeg udnytter den på det groveste. Jeg lader den skyde frem om foråret og være grøn og frodig, og når sommeren så kommer med mere interessante klatreplanter, så slagter jeg den. På det tidspunkt plejer den også at være foruroligende tæt på vinduerne, så det passer ganske godt.

At den har overlevet denne behandling i 4 år er så til gengæld også beviset på dens livskraft, og på at min mormors Stephen King-agtige scenarie ikke er helt ude i skoven.

I år skal den desværre dele pladsen med nogle valske bønner, så jeg besluttede at holde den lidt nede fra begyndelsen. Kærestedrengen og jeg delte de blancherede humleskud som en laber lille forret. Det havde jeg læst at man kan, (og hvis Nanna Simonsen synes det er godt, så synes jeg det også, det er empirisk bevist gennem mange, mange år...).

De skulle smage lidt som asparges. Det gjorde de nu ikke. Det er kun asparges der smager som asparges. Men de smagte dejligt.

Smeltet smør og en varm tallerken havde nok været smartere.
Og undskyld billedkvaliteten. Det var før aftensmaden. Jeg var utålmodig.

Og hvis det står i avisen, så er det rigtigt!

Politiken i dag: "Spis roligt løs fra din forurenede have".

Løvstikke og purløg

Jeg har førhen spist løvstikke, og lidt salvie fra haven. Ellers ikke andet. Men nu er jeg officielt ikke længere en pivskid der er bange for jorden i byhaven. Se selv:

Løvstikke og purløg fra eget bed.

Exhibit A.

Gamle venner

Det er sjovt hvordan det tidlige forårs maniske skriverier om havebænke og by-køkkenhave blev afløst af tavshed så snart solen begyndte at skinne. Det er så smukt derude!

Jeg skal snart så frø og gøre ved. Men lige nu skal jeg nyde alt det der -helt på eget initiativ- kaster sig op af jorden. (Og så er det også en god ide at holde sig lidt i baggrunden så man ikke tramper de mere sendrægtige, usynlige og dermed forsvarsløse stauder ned. Eller liljekonvallerne.)

Eller anemonerne, som lige pludselig er der. Jeg har selv "fundet" dem i en skov på Fyn. Deres livskaft parret med det delikate ydre er ikke uden grund forlæg for et populært digt. De får mig til at føle mig taknemmelig hvert år når de stikker deres krumme nakker op af den kolde forårsjord.

Og så er der forglemmigej, som lige nu danner det yndigste blå flor i bunden af haven. Passer fantastisk med rødt, gult og hvidt fra løgplanterne.

De sår sig selv. Når de er afblomstret hiver jeg de fleste op, men lader lidt planter stå, så de kan sætte frø. Tidligt om foråret spirer de små planter frem (som til venstre i billedet) og kan let flyttes til steder hvor der lige mangler noget grønt.

Islandske valmuer inviterer også sig selv. Hér har de fundet vej til en potte hvor de spurter frem i det lune vejr.

Og så er der løvstikken. Den forsvinder helt og aldeles under jorden om vinteren, men kommer tidligt igen med de lækreste rød-grønne skud. Veninden og jeg elsker løvstikke i vores salat. Faktisk foretrækker jeg løvstikke frem for basilikum i tomatsalater, men jeg ved godt at det er et spørgsmål om tilvænning.

Fårene er ankommet til Tippen

God weekend!

Får på Sydhavnstippen!

Yes! I morgen, fredag d. 3 april, bliver 100 får lukket ud i en nyanlagt fold på den sydlige del af Tippen!

Man kan også høre Klaus Bondam holde tale. Der er fårehundeopvisning, og programmet nævner endda noget om en lille forfriskning. Det starter kl 15. Se programmet hér.

Fårene skal spise bjørneklo, og der bliver oprettet en lille naturskole. Og så tænker jeg at fåreflokken vil være til almindelig fornøjelse. Kærestedrengen og jeg glæder os i al fald meget til at dele vores gåture med nye, uldne venner. Jeg skal derned i morgen, og har rekrutteret en eller flere barnlige sjæle til at gøre mig selskab. Glædeligt forår!

Billedet er fra Valbyparken. Jeg har ikke nogen fårebilleder (endnu!).

Noget om Tippens Fårelaug

Selvsikre bønner og andre frø

Pakken med frø ventede på mig i dag da jeg kom hjem.

(Meget passende når det netop i dag er blevet forår, og varmt nok til at sidde lidt sammen med Kærestedrengen på en bænk i solen efter arbejde.)

Bønnerne har det herligt selvsikre navn Masterpiece Green Longpod.

Jeg glæder mig.

Selv om jeg måske ikke kommer til at høste en milliard bønner, så glæder jeg mig bare til at se dem spire.