I går gravede jeg georginer op på Fyn. Det er en lidt større operation end
når jeg graver mine egne 5 planter op, og der endte med at være 12-13 plastkurve fyldt med knolde.
Det føles en anelse makabert at lægge de stadig friske blomster ned til knolden (for at knoldene kan blive lagt væk i en form for orden, der husker farven). Ikke helt kosher på en eller anden måde. Lidt begravelsesagtigt, faktisk.
Stilkene var som små stammer, og jeg måtte hugge dem over med en kniv og køre to kæmpe læs væk på trillebøren.
Men ude på markerne bliver der altså koldt. Iskoldt. Så snart solen går ned. Frosten har allerede nippet i bladene. Og jeg kunne se på vejen ud til min mormors hus, at ordentlige haveejere allerede har gravet deres op!
Hjemme i det mere tilgivende byhave-klima er der heldigvis stadig levende, struttende georginer
Lidt endnu.
Det føles en anelse makabert at lægge de stadig friske blomster ned til knolden (for at knoldene kan blive lagt væk i en form for orden, der husker farven). Ikke helt kosher på en eller anden måde. Lidt begravelsesagtigt, faktisk.
Stilkene var som små stammer, og jeg måtte hugge dem over med en kniv og køre to kæmpe læs væk på trillebøren.
Men ude på markerne bliver der altså koldt. Iskoldt. Så snart solen går ned. Frosten har allerede nippet i bladene. Og jeg kunne se på vejen ud til min mormors hus, at ordentlige haveejere allerede har gravet deres op!
Hjemme i det mere tilgivende byhave-klima er der heldigvis stadig levende, struttende georginer
Lidt endnu.
