Bartlet vender tilbage!

Okay. Det hér har ikke noget med planter at gøre, og jeg gider ikke en gang forsøge at finde på en plante-vinkel. Men det er, med det bedste og mest amerikanske ord jeg kan finde: awesome!

Maureen Dowd har fået Aaron Sorkin (som er skaberen af den fantastiske, fantastiske West Wing) til at skrive en dialog, der forestiller et møde mellem Obama og Bartlet. Det siger hun, og jeg tror hende. Teksten har i al fald præcis den Sorkinske kadence som er så unikt ved West Wing.

For en lidt, aerhm, fanatisk West Wing-fan (og håbefuld Obama-fan) er det som at få en gave foræret mandag aften. Seriøst. Naturligvis ikke lige så godt som denne gave, som jeg fik af min mand for nylig, men et dejligt postkort fra fortiden (ærgerligt at Studio 60 On The Sunset Strip ikke rigtig levede op til forventningerne, jeg har ellers tappert forsvaret den, men kan godt se, at den jo ikke VAR nogen WW - til gengæld kan vi varmt anbefale Mad Men, som forhåbentlig snart rammer en dansk TV-skærm).

Nå, men jeg må smutte. Har fået West Wing-cravings og må i seng med en episode fra sæson 4.

Brudebuket

Det er min brudebuket på billederne hér. Vi blev gift en smuk dag i juni. Efterlod familien i højt humør på Rådhuspladsen og stod ind i en flyver til Rom. Det var helt perfekt.

Min moster bandt buketten. Hun siger, at hun plukkede blomsterne om morgenen kl. 5. At det var den mest vidunderlige morgen, og at alt i naturen sagde "Ja!". Jeg tror hende!

Der er roser (haveroser!) og margueritter i; og løjtnantshjerte, kaprifolie, balsampoppel, knopper af lupin, morgenfruer, guldjordbær og en hel masse andet. Præcis som jeg havde ønsket mig, men realiseret smukkere end jeg kunne forestille mig, af min mosters kunstneriske hånd.

Roserne og margueritterne var en kærlig hilsen til min mor. Hun ville i øvrigt være fyldt 65 i dag. Pokkers også!

Nederst i højre hjørne kan man se en flig af min prikkede kjole.

Ugræs og øjnene der ser det

Billederne hér er, som det kan ses på både lys og motiv, fra starten af maj måned. Den dag jeg tog billederne var jeg blevet uvenner med min mormor. Og jeg er slet, slet ikke gearet til at være uvenner med min mormor. Vi er blevet gode venner igen for længe siden, men der sad noget dårlig karma-snask på billederne, som var nogle måneder om at forsvinde.

Markstykket, som mælkebøtterne gror på, støder op til hendes have. Landmanden som dyrker jorden omkring haven har ladet det ligge brak fordi det er for lille til at det kan lade sig gøre (eller betale sig ?) at køre derind med de store maskiner.


Fordi han er flink, landmanden, har vi fået lov at bruge et hjørne at brakstykket til at opbevare en stor bunke indkøbt kompost , ligesom det uattraktive haveaffald som ikke bør komposteres bliver lagt langs hegnet derude. Lidt væk fra haven.

Alt sammen fint. Faktisk synes jeg at brakmarker er ret interessante. Det er interessant at følge hvordan de før eller siden bliver til skov. Og så er de jo fantastiske levesteder for alt muligt spændende kryb, som jeg muligvis er bange for, men sådan økologisk-principielt går ind for!

Men problemet er, at hvor jeg ser nogle smukke mælkebøtter på dette billede, og en interessant biotop, så ser min mormor kaos. Kaos. Kaos med stort K. KAOS. Kaos og uorden og frø af ugræs der kun har én plan: at flyve over hegnet! Og nu hvor et lille stykke af marken bliver brugt til opbevaring, så var min mormor begyndt mentalt at kolonisere hele markstykket.

Hun har ret i at der flyver masser af frø ind i haven. Jeg ved det, for jeg luger dem selv væk når jeg er på mit næsten-ugentlige havebesøg. Men konflikten denne formiddag i maj opstod altså over, at jeg nægtede at deltage i nogle af de planer hun havde lagt for, hvordan vi kom af med ukrudtet på marken. Jeg gik i strejke og argumenterede højlydt for, at jeg ikke havde tænkt mig at klippe mælkebøtter af naboens (naboens!) mark med en hækkesaks. Og så blev Mormor sur. For hun er vant til at få sin vilje.

Og det lyder fjollet, men det føltes meget strindbergsk. Min kærlighed til hende er uendelig, og det er min politik, at jeg prøver at følge hende, og gøre alle de ting hun gerne selv ville kunne gøre, når jeg er der. Hun er 95. Men vedligeholdelse af naboens brakmark. I think not!

Men så er det alligevel at jeg kommer i tanke om, hvor længe siden det egentlig er hun er født. Længe før der var noget der hed kemiske bekæmpelsesmidler, og hvor man brugte en hakke til at komme af med ukrudt, og en hest som "motor" på redskaber. Hvor det, at dyrke en have ikke var en hobby, men en nødvendighed for at overleve. Og det var et dagligt, et evigt slid. Som hun i øvrigt aldrig har beklaget sig over, fordi hun tilsyneladende er lavet af kryptonit. Og hvis man spørger om det ikke var hårdt svarer hun: "Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde".

Og jeg kan godt se, at hendes modstand mod mælkebøtter ikke er småborgerlig eller ordensfikseret. Den er bare en del af hvem hun er. At bede hende slappe af og bare nyde synet er lige så svært som at lære en vandskræk at flyde. Så jeg er på jagt efter en le, og så får vi de mælkebøtter klaret til næste forår.