Teroser

Veninden sagde: "Nårh ja. Der er noget jeg kan dele med dig!". Hun havde fået fat i sådan et lille katalog der pusher lækkert, dyrt, semi-nødvendigt køkkenudstyr. Veninden tilstod også, at hun var tiltrukket af Périgord-glassene og konstaterede "at det nok er dér hun er på vej hén".

Jeg tror hun har ret. Jeg tror lige præcis hun og jeg er ved at gå ind i en fase, hvor vi bliver de voksne (og dér mener jeg voksne-voksne) vi forestillede os at vi en dag ville blive, dengang vi var 14 år. Siden vi begge er vokset op med forskellige varianter af påskønnelse af frankofil madlavning og smukt dækkede borde er det ikke så svært at analysere sig frem til, at der også ligger en form for behagelig regression, eller i al fald tryghed i at forestille sig at fordele sine krummer på et skærebrædt at oliventræ.

Jeg føler mig heller ikke afskrækket af, at Veninden indledende introducerede målgruppen for forretningen som "50-årige damer, der har for mange penge". Det lyder ikke ligefrem som en slem-slem skæbne. "50-årig dame" kommer jo helt af sig selv, og hvis "for mange penge" ligefrem går hen og bliver et problem, så findes der heldigvis: Kongelige bageforme; de smukkeste udstikkere, jeg nogen sinde har set; fjerkræ-stege-holde-tingester; i flere udformninger; den mest utrolige tube chokoladecreme. Og ikke mindst: teroserne.