Septemberdårskab

Digtet, fra gårsdagens post, er så fint i sin helhed. Selv om det endnu ikke er dén slags september vi har haft.

Løft op mit legeme i høstens luft
og lad i lutret kølighed det ligge.
Fyld ud mit hjerte med septembers duft
af minderig og drenget ufornuft,
fyld ud mit hjerte, ja, men spræng det ikke.
Som om det ganske år er indeholdt
i denne måned, hvor det blæser koldt
og dog er lunt bag gærdets grønne stene.
Forsinket står en blomst og blomstrer ene.

Hvornår var sidst mit hjerte let som nu,
så helt befriet for al jordisk stræben.
Hvornår så lykkeligt, det ved kun du,
som dengang slog det røde rum itu
med skjulte sommerfuglekys på læben.
Det er igen september. Og igen
skal sikkerhed og viden vejres hen.
Forløst står svimmelheden op herinde:
September elsker jeg - og dig, veninde.
Frank Jæger