Tradeoff med en Diva

Sund fornuft i almindelighed, familie og naboer i særdeleshed, har advaret mig mod roser. Sarte er de, og krævende, og besværlige. Og selv om man klipper og nipper og vander og sprayer og topdresser og bekymrer sig med rettidig omhu, så får de alligevel lus og utøj, pletter, rust og gule blade.

Kunne ikke nære mig, troede jeg var klogere, og har selvfølgelig plantet roser. De er passet og plejet til perfektion, jeg har sågar vandet dem, hvilket ellers er imod min principper. Jeg vander ikke bedene. Der må, trods alt, være en grænse.

Men de er blevet passet, de små divaer, efter alle kunstens regler, og alligevel stod de dér, og voksede ikke så meget, fik gule blade, fik pletter på bladene og hvide fluer og bladlus. Og jeg var faktisk lige ved at miste tålmodigheden.

Tænkte at jeg ville grave dem op. Skifte til noget mere driftsikkert.

Men se så:


Alt er tilgivet. Alt er glemt. Der er stadig gule blade og alt det andet, men Roserne har lige købt sig en sæson mere på 1. klasse.

Sorten hedder i øvrigt 'Peace' og har været min favorit så længe jeg kan huske.