Stikkelsbær

De er ikke fra min egen have, billederne. Og jeg kunne passende skrive "arkivfoto" under hvert billede, for de er to år gamle. Det er lidt et brud med nogle dogmeregler, jeg ikke vidste, jeg havde, faktisk.

De er taget i min mormors have den sidste sommer det overhovedet var muligt -hvis man var heldig- at møde et glimt af den rigtige Mormor. Den Mormor jeg havde før demensen fuldstændig fik overtaget.

Når jeg sidder lidt med billederne, kan jeg godt mærke hvordan jeg havde det den dag. Det er sådan en langtrukken sorg at se nogen blive dement. Den information er på en eller anden måde lagret i billedet.

Men det jeg egentlig ville skrive, så jeg husker det og får gjort noget ved det, er at jeg virkelig virkelig ønsker mig en stikkelsbærbusk til haven. Jeg elsker at plukke bær, og det var noget vi gjorde sammen hver sommer.



Samtidig ved jeg, at hun ville hade tanken om, at jeg går rundt herinde i København og betaler 35 kr. (!!!) for en bakke stikkelsbær. På den måde er der sluttet en ring, der på flere måder sender mig tilbage til min elskede mormor.

Grønne urtesenge

Højbeddet som jeg fægtede rundt med i det tidlige forår er efterhånden blevet fyldt med krydderurter, blomster og lidt salat. Der er nok til at jeg kan hente mig en nævefuld grønt til aftensmaden når det passer mig. Det er stort.

I starten var der rette vinkler og femårsplaner for placering af planter. Det er der ikke mere. (Jeg ved i øvrigt godt at valmuerne nederst til venstre på sidste billede ikke kan spises)



Jeg var til barnedåb i lørdags, og vi sang Nu blomstertiden kommer. Så hver gang jeg nu går forbi, tænker jeg på udtrykket urteseng.

De fagre blomsterenge
og agrene på rad,
de grønne urtesenge
og skovens friske blad,
de skulle os påminde,
hvor Gud er rig og from,
der lader nåden rinde
og række året om.

Kodriverintervention?

Ved foden af Bellahøjhusene er der et anlæg med plæner, store smukke busketter, og en legeplads.

Det hele er vældig fint, og sådan en lysende lørdag i maj er det selvfølgelig totalt uimodståeligt.

Et sted, lige ved siden af en gangsti, står en enkelt hulkravet kodriver. Den står så fint, og passer perfekt lige dér.

Det er den eneste af sin slags jeg kan få øje på. Jeg ved godt at planter kan så sig selv fra frø, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er tale om en form for guerilla gardening hér. Eller måske kunne man kalde det en nænsom intervention i bynaturen. Måske har nogen lige syntes at den manglede?


Uanset hvordan den er nået frem, så håber jeg at den breder sig.

Kimblade, Hjulkrone

Den dejlige Hjulkrone, der selv finder ud af, hvor den kunne tænke sig at gro. Hér i udkanten af aspargesbeddet, hvilket er helt okay med mig.

Snart

Akelejerne er brudt ud af deres kuppelform. Så ved man, at der snart kommer blomster.