Jeg er ikke helt klar over om alle små æbler kan kaldes paradisæbler. Men disse æbler er i al fald små. Og det hele var ret paradisisk, sådan som det kun kan være i september.
Omgivelserne med spredte træer og buske i højt græs passer smukt til de tunge grene. Man ved at æblerne lander både blødt og tørt hvis de falder til jorden.
Den røde kind og den gyldne bagside.
Fine, fine lyserøde stilke.
Og så små, så små. Fuldstændig perfekte miniatureæbler, lige til at spise.
